Stiløvelse og Hyldest

Advarsel: Mulige spoilers!

Kvindelig lejemorder (Thurman) forsøges myrdet på hendes bryllupsdag, af hendes tidligere partnere (der alle har dæknavne efter slanger), som ledes af Bill (Carradine). Efter at have ligget i koma i flere år, vågner hun op og vil have hævn.

Som instruktør er Tarantino ikke den mest produktive der findes, der er gået seks år siden den lettere skuffende “Jackie Brown” og ni år siden det erklærede mesterværk “Pulp Fiction”. Så der var set frem til hans nye film “Kill Bill” og forventningerne var store. Personligt synes jeg han indfrier dem, men filmen har delt publikum og filmanmeldere i to (eller tre?). Der er dem der finder filmen er et mesterværk og dem der finder den er et skuffende makværk (og så alle dem midt imellem, selv om det lader til de er i undertal).

Når man ser “Kill Bill” må man gøre sig klart at filmen er en tribut til en masse gamle Kung Fu film, og den er fyldt med referencer til disse (som Thurmans gule dragt, der ligner den som Bruce Lee bar i filmen “Game Of Death”, men der er mange andre referencer), men den er heller ikke meget andet på det plan, så hvis man forventer sig noget dybere er man altså helt klart gået forkert.

Modsat Tarantinos tidligere film, der har været fyldt med en masse cool og lækker dialog (ofte uden at det har haft noget med selve handlingen at gøre), så siges der ikke meget i “Kill Bill”, men der handles og sker til gengæld en masse og det er først og fremmest filmens visuelle side der er dens styrke.

Tarantino blander perfekt og underholdende det stilfulde med det smagløse, noget han selvfølgelig har gjort før, men det er det endnu ikke blevet kedeligt af. Tarantino bruger bevidst det kitsch’ede, så det næsten bliver stilfuldt og det stilfulde bliver ofte brugt så fingeret, at man gider sluge det, fordi det er gjort med så meget overlæg og uden at prøve at skjule, at det her er bare lavet som blær for at se godt ud og få en masse flotte billeder, at modsat mange andre film der prøver det samme, virker det her næsten falsk og derfor holder det (jeg tænker specielt på den meget flotte scene, hvor Thurman kæmper foran en lysende væg og man ser hende som en skygge). Eneste scene hvor jeg ikke var tilfreds med Tarantinos artistiske valg var den store kampscene, hvor Thurman kæmper mod de mange habitklædte bodyguards med katomasker (Kato var en rolle der blev spillet af Bruce Lee i 60’er Tv-serien “The Green Hornet”), der slår filmen over i sort og hvid, måske fordi den er så blodig, eller sådan opfattede jeg det i hvert fald, og ikke af nogen anden grund og det fandt jeg synd, det ødelagde mere end det gavnede.

Tarantino er heller ikke bange for at overskride en del grænser og forarge, filmen er ultravoldelig og noget af det mest blodige jeg mindes at have set, og så tillader han sig også at være direkte vulgær (noget vi ser i alle hans film i øvrigt) og spille på det, som pigen i skoleuniform, der er en morderisk psykopat, men ligner en lolita sexkilling og som dræbes så brutalt af vores heltinde.

På handlingssiden er historien måske tynd, i hvert fald den ydre historie, for jeg ved endnu ikke hvad del to byder på (det er jo en lang fortælling), om der er en indre handling om hævnens pris eller noget i den stil, eller om det hele blot er en dybt underholdende, spændende og også morsom pastiche over action- og kung fu film. Men selv om handlingen måske kan virke tynd, så fortælles den alligevel godt, med interessante spring i tid og rum, som Tarantino jo er kendt og elsket for, og den er godt klippet.

Men ellers byder den på en masse dybt underholdende, herlige og voldsomt blodige action- eller nærmere bestemt kampscener, der er holdt i forskellige visuelle stilarter, og det er gjort overlegent og frækt som jeg har været inde på tidligere. Robert Richardson der har fotograferet, fik af Tarantino en liste på film han skulle se, for at de sammen kunne ramme de stilarter som han mente “Kill Bill” skulle holdes i, og Tarantino nægtede også at bruge digitale effekter, da alt helst skulle laves med respekt for de film der har inspirerede ham til at lave den metafilm som “Kill Bill” i bund og grund er, og som sådan skal den ses.

Skuespillerne gør alle et eminent stykke arbejde, og selv om der ikke tales meget generelt, så virker deres roller alligevel både som de karikaturer som enkelte af dem skal være, men også udtryksfulde og indlevende. Thurman er virkelig god i hovedrollen, noget af det bedste arbejde jeg mindes at have set fra hendes side. Men også Liu spiller overbevisende som koldblodig mafiaboss, der skal nakkes. Som Bill (som vi ikke rigtigt ser i første del) har Tarantino hyret gamle Carradine, som vel er mest kendt fra Tv-serien “Kung Fu”, som løb i 70’erne. Både Warren Beatty og Kevin Costner var inde i billedet til rollen, men på en eller anden måde passer det bedre på filmens stil og på Tarantino at bruge en som Carradine til rollen. Gamle Sonny Chiba, der er mest kendt for sine roller i et hav af billige action- og kung fu film, spiller rollen som Hattori Hanzo, og det er løjerligt nok den samme rolle han spillede i en japansk Tv-serie med navnet “Hattori Hanzô: Kage No Gundan”.

Lydsiden er et kapitel for sig selv, ja altså lydeffekterne er som de skal være, og de er gode. Men musikken og valget af sange, mest markant af sangene er vel Nancy Sinatra’s “Bang, Bang”, kan virke plebejisk på en eminent måde, da den ofte er brugt både abrupt og på grænsen til det amatøragtige, men igen er det et helt bevidst valg for at ramme en stemning. Men om man kan lide det eller ej, det er en anden sag. Men jeg kunne, synes musikken er sej og der er flere svingende numre. For selv om jeg skriver at det er på grænsen til at virke amatøragtigt, så er Tarantino så dygtig at han, hvis man ikke er stået af, i stedet får det hele til at fremstå nærmest genialt og barokt. Så musikken fungerer, ifølge mig fortrinligt, den er fed hvad enten den så virker så malplaceret så det er herligt, eller den bare passer perfekt til, den er brugt cool.

Det kan virke underligt at anmelde “Kill Bill: Vol 1”, for det er som at anmelde en halv film, men det jeg har set af den levede i hvert fald fuldt op til mine forventninger og jeg følte mig godt underholdt, og kan kun håbe på at sidste halvdel af filmen holder standarden og kan leve op til første del. “Reservoir Dogs” er dog stadig Tarantinos bedste film ifølge mig.

For dem som søger en dybere mening eller et budskab er her intet at komme efter, de vil blive skuffet, det indeholder filmen ikke. Det kan være jeg ændrer mening om det når jeg ser sidste halvdel, jeg tvivler dog. Her er tale om en underholdende og imponerende stiløvelse af de bedre, og her er tale om en film som er en hyldest til en masse film som Tarantino elsker og det er gjort blændende.