Et mesterværk i gys!

Jeg var inde og se Ju-on i palads. Tænkte efter at ha set den japanske The ring, at denne nok ikke var så uhyggelig endda. Men som man kan tage fejl da. Bare c.a 10 min inde i filmen starter gyset, og det bliver ved ind til filimen er slut. Efter der var gået 45 min. af filmen, tog jeg mig i at sidde helt sunket ned i sædet, svede som en gris på hænderne og ryste som et lille barn, der tror der er spøgelser under sengen. Normalt har gys ikke den store effekt på mig. Man hopper til en gang i mellem, men så er det også det. Men i dette tilfælde må jeg sige, at jeg tror aldrig jeg har oplevet så stor frygt før. Måden filmen er lavet på, at man aldrig kan føle en hvis sikkerhed, som man kan i andre spøgelsesfilm, hvor rædslen er koncentreret til det sted der er hjemsøgt. Nej her kommer spøgelserne med en hjem, og de er der om dagen, natten, når der er andre mennesker tilstede. Kort sagt, Ju-on er c.a 1½ times intens gys, der får der til at krybe ned i sædet, får alle dine hår på kroppen at stå op og den får dig sågar også til at ønske din mor var der, til at trøste!