Ik Så Ringe Endda

3.0
Ung britisk officer (Ledger) melder sig ud af hæren på grund af angst, lige som de står til at blive sendt i krig i Sudan. Herefter modtager han fire hvide fjer af sine nærmeste som tegn på fejhed. For at genvinde sin ære, og kvinden han elsker (Hudson) tager han som civil til Sudan for at hjælpe hæren som spion.

A.E.W. Mason klassiske roman har været filmatiseret mange gange før igennem årene, og er vel bedst kendt eller anerkendt i 1939 versionen instrueret af Zoltan Korda, hvorpå denne her version også er baseret.

Historien, som den vises her, skal ses som et rendyrket krigseventyr om ære og mod og kan man det, uden at tænke for meget over filmens politiske aspekter, så fungerer den nogenlunde.

Filmens skuespillere anført af Ledger og især Bentley gør det faktisk ganske godt, selv om Ledgers rolle, hvor han pludselig viser sig som den store helt, er mig lidt for poppet. Men igen, vi taler om et eventyr og ikke et realistisk drama, selv om den indimellem kan ligne det udadtil.

Filmen er habilt instrueret og teknisk overbevisende, med flere gode slagsscener og flotte billeder. Der sker måske lige lidt nok og det bliver aldrig for alvor spændende, taget i betragtning at man skal koble fra og ikke tænke alt for meget over den lettere gustne fremstilling af briterne som de store helte og Sudanerne som skurke (det var trods alt briterne der var besættelsesmagt). Det skal siges, at jeg synes ikke denne fremstilling er helt så ensidig som filmen har fået skylden for, men stadig, og jeg undrer mig alligevel også over, at en instruktør som Kapur, der jo selv er af indisk afstemning, laver en engelsk/amerikansk film uden at fremstille Sudanerne mere nuanceret.

Men ellers et okay krigseventyr, lettere forudsigelig og ikke altid fængende, men bedre end sit rygte og værd at se hvis man er til den slags.
The Four Feathers