Dialog i topklasse

Filmen skal formentlig ses som en protest mod dén politiske udvikling i retning af puritanistisk moralsk uangribelighed, som især Lewinsky-sagen i slutningen af 90erne er et billede på. Hovedpersonen har således (i modsætning til Clinton) mod til at sige helt fra overfor snageriet i hendes privatliv.

Filmens ubestridelige mestertræk er, at den skildrer benhård toppolitik alene på en fremragende dialog og helt uden forklaringer af det magtspil, der driver handlingen fremad. Der er i høj grad ting, man kan lære noget af (f.eks. den faktiske værdi af at "give kandidaten ret til at forsvare sig"!)
Såvel Jeff Bridges som Gary Oldman (i en velcamoufleret rolle) er mindeværdige i denne film, mens alle andre gør det godt.

Desværre ER der jo tale om etn POLITISK Hollywood-drama. Slutningen drukner således vanen tro i patos og renskurethed. Lanie Hanson kommer - helt unødvendigt - til at fremstå som en vaskeægte ufejlbarlig engel blandt en hel bande stræbsomme (mandlige) konkurrenter. Dermed sendes et (utilsigtet?) signal om, at hun (kandidaten) HELDIGVIS ikke havde deltaget i noget bunkepul alligevel, men at hun (som en anden helgenskikkelse) valgte at lade det være op til hendes omgivelser, hvorvidt de ville acceptere hende eller ej. Samtidig sendes hendes mandlige modkandidat helt ned i skamfuldhedens søle, hvilket igen ødelægger det ellers troværdige billede af toppolitik som en verden, hvor der handles og i særdeleshed spildes/ofres.
Det er synd og ødelæggende. Men med en så stærk og relevant dialog, kan man tilgi' en hel del...