tragisk opstemthed

Omdiskuteret racefilm, der lever højt på kanongode skuespillerpræstationer. Billy Bob Thornton spiller afdæmpet og indædt godt, mens Peter Boyle som hans far er et rigtig dumt og egoistisk svin, der repræsenterer store dele af det amerikanske samfund. Heath Ledger gør det overraskende godt uden stjerneskrupler, mens Halle Berry vandt en oscar for sin hovedrollepræstation. Hun spiller rigtig godt, men der er blevet diskuteret kraftigt, om hun vandt den, fordi akademiet skulle vise sig retfærdige overfor sorte og hvide. Lige meget hvad spiller hun godt.

Som Thomas Nielsen så smukt udtrykker det, har denne film en af de stærkeste kærlighedshistorier. Jeg vil give ham ret, men jeg kan ikke se om (som Berry’s rolle er blevet beskyldt for) hun er en udnytter, eller om det er ægte kærlighed. Hun finder Thornton, når hun har brug for ham og hans penge. Filmen giver ikke et endeligt svar, så det er nok op til hver enkelte at bedømme.

Filmen er tragisk og uafrystelig, og perosnerne er fordomsfulde og egoistiske. Man kommer alligevel til at føle med dem, selvom man kun kender til deres dårlige sider. Filmens musik er stedvis fraværende og stedvis nærværende skræmmende og fortællende. Selvom der dvæles lidt for meget ved nogle scener er filmen ekstrem flot filmet, og jeg har vist aldrig set så fremragende billedsymbolik i andre film.

Filmens tema er ikke kun had mellem racer, men også den opløftende og livsredende kærlighed. Det er smukt, men racehadet og dens ophævning i filmen er ind imellem lidt for konstrueret og blåøjet. Filmens morale er, at vi ikke skal lade vores fortid bremse vores fremtid, og man er ikke sine forældre. Man kan forandre sig, med hjælp fra andre. Smuk, rørende og tragisk film, med en slutning der viser os en smule håb.