lad ham blive ved

Den fjerde film fra kultinstruktøren Quentin Tarantino, og den mest stilrene af dem alle. Forventningerne har været tårnhøje til Kill Bill (der er delt i to på grund af den ellers for lange spilletid) og man kunne frygte at de langtfra blev indfritet. Men nej, jeg blev fuldstændig overrumplet, og filmen er meget mere end jeg turde håbe på. Jeg tror, at jeg skal tilbage til den første Ringenes Herre-film for at finde den samme næsten lykke ved at sidde i biografen og lade en film slå benene væk under mig. Det sker ikke ofte for mig.

Det handler om hævn. Det bliver smækket i hovedet på os allerede fra filmens start. Men handler det om mere? Det er svært at sige før man har set volume 2. Har Tarantino større tanker bag projektet, eller er det bare en ren underholdningsfilm? Ligemeget hvad bliver man revet med af historien, der fortælles opfindsomt og morsomt. Det foregår ikke kronologisk, og man sidder ofte og tænker på, hvad der egentlig kom først. Vi får nogle sidehistorier, som ikke er vigtige for handlingen, men som er så grotesk originale, at man nyder det med åben mund og glæde (her tænker jeg blandt andet på tegnefilmen). Man kan så tydeligt mærke Tarantino’s fortællerglæde under hele filmen, og man kan ikke andet end nyde det i fulde drag. For mig at se er han nummer et på det område, da man ser hans kendskab til film og de forskellige genre, og da han på fremragende vis blander det hele.

Uma Thurman har selv været med til at udvikle hendes figur, og hun spiller den med forståelse og indfølelse. Filmen ville nok ikke have den samme feel hvis Thurman ikke var med. Vi ser Michael Madsen (meget kort), en herlig ondskabsfuld Daryl Hannah og ikke mindst Lucy Liu er en fremtræden hård kvinderolle, som hun så godt kender og spiller. Man må sige, at Tarantino har sans for valg af skuespillere, da man glæder sig til at se David Carriane som Bill i næste film. Jeg kunne godt have ønsket mig en lille rolle til QT himself, da jeg synes han har en særegen og seværdig udstråling, som mange skuespillere ikke besidder.

Det hele er så forrygende og legende filmet, og den er ekstrem visuelt imponerende. Her er virkelig gode ideer, som lader den tynde og lettere banale historie gide ubesværet ned. Jeg sad og fik åndenød i visse scener, men det var ikke kun på grund af den filmede teknik, men også musikken. Helt speciel og perfekt kitsch. En fremragende blanding af gamle hits og de bevidste valg til scenerne. Ikke overraskende ret opfindsomt brugt.

Tarantino-fans har klaget over den manglende bagvedliggende historie og den kendte Tarantino-dialog, som vi næsten ikke får at se i denne film. Som førnævnt tror jeg at han bare vil underholde, og ikke lave et mesterværk som Pulp Fiction eller Håndlangerne. Diskussionen på denne side går på, om filmen er voldelig eller ej. Jeg mener den er børneagtig voldelig. De dybt imponerende kampscener er iscenesat uden højtidelighed, derfor bliver jeg ikke rystet over afhuggede lemmer og hoveder, da det vises med et glimt i øjet. Men filmen er ikke for folk med sarte nerver, da vi for det hele at se.

Personligt lænede jeg mig tilbage og nød det vilde adenalin kick, som jeg ikke har fået i lang tid. Jeg kedede mig ikke et øjeblik, og sad med barnlig glæde og tænkte, hvad Tarantino mon nu kunne finde på. Det gør virkelig denne film til et mesterværk for mig, om end Tarantino ikke er så banebrydende som før. Glæder mig afsindigt meget til Volume 2, og er ikke bange for at blive skuffet. Quentin Tarantino er igen kommet ind på min liste som en af alletiders bedste instrutører.