Slutningen på en epoke
6.0
Can death be sleep, when life is but a dream,
And scenes of bliss pass as a phantom by ?
The transient pleasures as a vision seem,
And yet we think the greatest pain´s is to die.
How strange it is that a man on earth should roam,
And lead a life of woe, but not forsake
His rugged path; nor dare he view alone
His future doom which is but to awake.
(John Keats)
At se 'The Man Who Shot Liberty Valence' (Manden der skød Liebrty Valence) er som at overvære en begravelse: Den sørgmodige stemning, ind imellem afløst af små vemodige smil, når præsten fortæller anekdoter om den afdøde. Præsten er her John Ford, en af de største filminstruktører i tidens løb. 'The Man Who Shot Liberty Valence' er hans filmiske testamente.
John Ford er en af de instruktører, hvis film synes mest ubrydeligt bundet sammen: De lader sig fint se særskilt, men storheden kommer for alvor frem, når de ses som eet stort livsværk. Personlig ser jeg 'Stagecoach' (Diligencen), 'The Searchers' (Forfølgeren), og 'The Man Who Shot Liberty Valence', som en slags trilogi, der symboliserer Fødslen, Livet og Døden. Formentlig utilsigtet fra Ford, men flere ting binder denne tese sammen. Og for at forstå dette, er man med sikkerhed nødt til at sætte sig ind i John Ford´s produktion. Om hvordan han gik fra at være fast forankret i pioner-myten, tvivlen og desillusionen, da virkeligheden ikke stod mål med myten.
I 'Stagecoach' er pioner-myten i live; i 'The Searhers' er det tvivlen og vreden; og i ' The Man Who Shot Liberty Valence' resignationen. Filmens farver kan også bruges: I fødslen og døden er alt kykloptisk sort/hvidt, mens livet nødvendigvis må være mere nuanceret. Med 'Stagecoach' var sort/hvid den eneste mulighed, men med ' The Man Who Shot Liberty Valence' var det en kunstnerisk beslutning.
Et ældre nydeligt par ankommer til den lille stationsby Shinbone. De tages imod af en usoigneret ældre mand, byens gamle sherif. De er kommer hjem...Men hvorfor, og hvem er de, der synes så langt fra dette sted, og dog bundet til det ? Denne indledning varer ti minutter, ti minutter i uvidenhed. Byens avis forlanger et interview med senartoren, og imens kører hans kone og sheriffen ud til et gammelt landsted. Her synes dyret begravet.
Tilbage i byen går senatorparret ind i et kapel: Her sidder en gammel sort mand, bag en kiste. Men hvem er manden i kisten, og hvorfor er et af landets mest indflydelsesrige mennesker kommet for at se til en ukendt mand ?
Senator Stoddard (James Stewart) begynder at fortælle sin historie. Han starter med at gå hen til en gammel støvet diligence, der nu bare står til pynt. "Det var i sådan en diligence, det hele startede. Måske var det ovenikøbet den diligence" - endnu en henvisning til båndet til 'Stagecoach'.
Vi ser aldrig, hvem der ligger i kisten, men da det går op for os, hvem det er, har John Ford definitivt revet tæppet væk under sit publikum. For i kisten ligger John Wayne - The Duke - Pionermytens personificering. Den Amerikanske Drøm er død.
Stoddard fortæller historien om, hvordan han, som nyuddanet jurist, ankommer til byen, bliver overfaldet af forbryderen Liberty Valence, og beslutter sig for, at indføre lov og orden på moderne vis. Gang på gang må han dog sande, at hans moralbegreber ikke hører hjemme i det vilde vesten, han må konstant reddes af den lokale He-man Tom (Wayne) - Og så er der den lokale ungpige, som Tom har et godt øje til, men i sin følelses-blokering ikke kan få det sagt. Den største kærlighedserklæring er en kaktusblomst. - Hun drages af Stoddard´s mere moderne livssyn, der måske kan føre hende mod en bedre tilværelse.
Hun og Liberty Valence personificerer dermed menneskene. Alene i navnet Liberty Valence ligger meget gemt - en stærk frihed. HUN er det vævende. Tom er den klassiske western-figur, Stoddard den moderne tid, der underviser folket, og lærer dem nye moraler.
Titlen er på een gang rigtig, og snyd. For Stoddard skød ikke Liberty Valence, det gjorde Tom. Men Stoddard får sig en politisk karriere på den baggrund. Egentlig vil han ikke tage imod den, da han ikke vil vælges for at have myrdet en mand. Men Tom fortæller ham sandheden: Det var Tom, der reddede hans liv; han reddede byen; men han mistede kærligheden, og sin egen fremtid. Men han vil have, at Stoddard ved det.
Moralen er altså, at nok var det Stoddard, der fik fremtiden, men uden de klassiske dyder var det aldrig lykkedes. Ford´s sidste hilsen til omverdenen: Måske er pioner-myten begravet, men det var den der skabte vort samfund.
Da historien er fortalt, vil avisens redaktør ikke trykke den - med begrundelsen "We are in the west. When the legend become af fact - print the legend. Den definitive slutreplik i Ford´s karriere - den der vil hænge ved. Også i 'Fort Apache' er dette moralen, og den kan egentlig sættes over hele hans produktion.
Den afklarethed, der præger 'The Man Who Shot Liberty Valence' er enestående. Umiddelbart har den sine lighedspunkter i Ingmar Bergman´s 'Smultronstallet' fra 1958 - et ligeledes fuldendt mesterværk om den sidste rejse. Men hvor Bergman forholder sig til mennesket og dets tro på Gud, er Ford´s interesse samfundsorienteret.
Spillet er lydefrit: John Wayne og James Stewart - genialt castet, som symboler på hver deres ikon. Filmen bliver da ikke bare afslutningen på den epoke, den skildrer - men også afslutningen på James Stewart og John Wayne´s karrierer - Nok vandt Wayne siden en Oscar, men 'The Man Who Shot Liberty Valence' er den egentlige afslutning. -
De suppleres af Vera Miles (Hallie); Lee Marvin (Liberty); Andy Devine (Sheriffen); Edmund O´Brien (den gamle chefredaktør).
Enestående er det også hos Ford, at se en neger. Han er Tom´s assistent, som en slags slave - selvom han i hans hengivenhed, måske kan ses som noget endnu mere overraskende hos Ford - en homoseksuel.
Da senatorparret rejser igen, spørger Stoddard, hvem der satte en kaktusblomst på Tom´s kiste - skønt han kender svaret. Konen har endelig gengældt Tom´s kærlighedserklæring.
John Ford lavede to film til: 'Cheyenne Autumn' og 'Seven Women' - Men man ville have ønsket at det var sluttet med 'The Man Who Shot Liberty Valence'. Den sidste klassiske amerikanske western, skabt af manden, der havde defineret genren.
Kontrasten mellem vildnis og civilisation, var altid Ford´s interesse. Og ved afrejsen siger konen: "Look at it. Once it was a wilderness. Now it´s a garden. Aren´t you proud ?" - Jeg tror jeg ved, hvad Ford ville have svaret.
And scenes of bliss pass as a phantom by ?
The transient pleasures as a vision seem,
And yet we think the greatest pain´s is to die.
How strange it is that a man on earth should roam,
And lead a life of woe, but not forsake
His rugged path; nor dare he view alone
His future doom which is but to awake.
(John Keats)
At se 'The Man Who Shot Liberty Valence' (Manden der skød Liebrty Valence) er som at overvære en begravelse: Den sørgmodige stemning, ind imellem afløst af små vemodige smil, når præsten fortæller anekdoter om den afdøde. Præsten er her John Ford, en af de største filminstruktører i tidens løb. 'The Man Who Shot Liberty Valence' er hans filmiske testamente.
John Ford er en af de instruktører, hvis film synes mest ubrydeligt bundet sammen: De lader sig fint se særskilt, men storheden kommer for alvor frem, når de ses som eet stort livsværk. Personlig ser jeg 'Stagecoach' (Diligencen), 'The Searchers' (Forfølgeren), og 'The Man Who Shot Liberty Valence', som en slags trilogi, der symboliserer Fødslen, Livet og Døden. Formentlig utilsigtet fra Ford, men flere ting binder denne tese sammen. Og for at forstå dette, er man med sikkerhed nødt til at sætte sig ind i John Ford´s produktion. Om hvordan han gik fra at være fast forankret i pioner-myten, tvivlen og desillusionen, da virkeligheden ikke stod mål med myten.
I 'Stagecoach' er pioner-myten i live; i 'The Searhers' er det tvivlen og vreden; og i ' The Man Who Shot Liberty Valence' resignationen. Filmens farver kan også bruges: I fødslen og døden er alt kykloptisk sort/hvidt, mens livet nødvendigvis må være mere nuanceret. Med 'Stagecoach' var sort/hvid den eneste mulighed, men med ' The Man Who Shot Liberty Valence' var det en kunstnerisk beslutning.
Et ældre nydeligt par ankommer til den lille stationsby Shinbone. De tages imod af en usoigneret ældre mand, byens gamle sherif. De er kommer hjem...Men hvorfor, og hvem er de, der synes så langt fra dette sted, og dog bundet til det ? Denne indledning varer ti minutter, ti minutter i uvidenhed. Byens avis forlanger et interview med senartoren, og imens kører hans kone og sheriffen ud til et gammelt landsted. Her synes dyret begravet.
Tilbage i byen går senatorparret ind i et kapel: Her sidder en gammel sort mand, bag en kiste. Men hvem er manden i kisten, og hvorfor er et af landets mest indflydelsesrige mennesker kommet for at se til en ukendt mand ?
Senator Stoddard (James Stewart) begynder at fortælle sin historie. Han starter med at gå hen til en gammel støvet diligence, der nu bare står til pynt. "Det var i sådan en diligence, det hele startede. Måske var det ovenikøbet den diligence" - endnu en henvisning til båndet til 'Stagecoach'.
Vi ser aldrig, hvem der ligger i kisten, men da det går op for os, hvem det er, har John Ford definitivt revet tæppet væk under sit publikum. For i kisten ligger John Wayne - The Duke - Pionermytens personificering. Den Amerikanske Drøm er død.
Stoddard fortæller historien om, hvordan han, som nyuddanet jurist, ankommer til byen, bliver overfaldet af forbryderen Liberty Valence, og beslutter sig for, at indføre lov og orden på moderne vis. Gang på gang må han dog sande, at hans moralbegreber ikke hører hjemme i det vilde vesten, han må konstant reddes af den lokale He-man Tom (Wayne) - Og så er der den lokale ungpige, som Tom har et godt øje til, men i sin følelses-blokering ikke kan få det sagt. Den største kærlighedserklæring er en kaktusblomst. - Hun drages af Stoddard´s mere moderne livssyn, der måske kan føre hende mod en bedre tilværelse.
Hun og Liberty Valence personificerer dermed menneskene. Alene i navnet Liberty Valence ligger meget gemt - en stærk frihed. HUN er det vævende. Tom er den klassiske western-figur, Stoddard den moderne tid, der underviser folket, og lærer dem nye moraler.
Titlen er på een gang rigtig, og snyd. For Stoddard skød ikke Liberty Valence, det gjorde Tom. Men Stoddard får sig en politisk karriere på den baggrund. Egentlig vil han ikke tage imod den, da han ikke vil vælges for at have myrdet en mand. Men Tom fortæller ham sandheden: Det var Tom, der reddede hans liv; han reddede byen; men han mistede kærligheden, og sin egen fremtid. Men han vil have, at Stoddard ved det.
Moralen er altså, at nok var det Stoddard, der fik fremtiden, men uden de klassiske dyder var det aldrig lykkedes. Ford´s sidste hilsen til omverdenen: Måske er pioner-myten begravet, men det var den der skabte vort samfund.
Da historien er fortalt, vil avisens redaktør ikke trykke den - med begrundelsen "We are in the west. When the legend become af fact - print the legend. Den definitive slutreplik i Ford´s karriere - den der vil hænge ved. Også i 'Fort Apache' er dette moralen, og den kan egentlig sættes over hele hans produktion.
Den afklarethed, der præger 'The Man Who Shot Liberty Valence' er enestående. Umiddelbart har den sine lighedspunkter i Ingmar Bergman´s 'Smultronstallet' fra 1958 - et ligeledes fuldendt mesterværk om den sidste rejse. Men hvor Bergman forholder sig til mennesket og dets tro på Gud, er Ford´s interesse samfundsorienteret.
Spillet er lydefrit: John Wayne og James Stewart - genialt castet, som symboler på hver deres ikon. Filmen bliver da ikke bare afslutningen på den epoke, den skildrer - men også afslutningen på James Stewart og John Wayne´s karrierer - Nok vandt Wayne siden en Oscar, men 'The Man Who Shot Liberty Valence' er den egentlige afslutning. -
De suppleres af Vera Miles (Hallie); Lee Marvin (Liberty); Andy Devine (Sheriffen); Edmund O´Brien (den gamle chefredaktør).
Enestående er det også hos Ford, at se en neger. Han er Tom´s assistent, som en slags slave - selvom han i hans hengivenhed, måske kan ses som noget endnu mere overraskende hos Ford - en homoseksuel.
Da senatorparret rejser igen, spørger Stoddard, hvem der satte en kaktusblomst på Tom´s kiste - skønt han kender svaret. Konen har endelig gengældt Tom´s kærlighedserklæring.
John Ford lavede to film til: 'Cheyenne Autumn' og 'Seven Women' - Men man ville have ønsket at det var sluttet med 'The Man Who Shot Liberty Valence'. Den sidste klassiske amerikanske western, skabt af manden, der havde defineret genren.
Kontrasten mellem vildnis og civilisation, var altid Ford´s interesse. Og ved afrejsen siger konen: "Look at it. Once it was a wilderness. Now it´s a garden. Aren´t you proud ?" - Jeg tror jeg ved, hvad Ford ville have svaret.
30/11-2003
