Afdæmpet, men virkelig god
5.0
På en erhversrejse i USA læste jeg nogle anmeldelser af Lost in Translation (LiT) og var inde og se den en aften. Jeg har ikke set The Virgin Suicides, men har hørt meget om den og Sofia Coppola, så jeg var ret spændt på LiT. Den har været ekstremt hypet i USA og der er meget delte meninger om den. Efter at have set filmen tror jeg at det bliver det samme i DK når den får premiere: det er en af den slags film som man enten føler sig rigtigt godt tilpas ved lige fra starten eller som man fra starten af synes er irriterende. Jeg hører til i den første kategori.
Historien er forholdsvist simpel. To fremmede der på flere måder er fortabte - fortabte i en kultur de ikke forstår og hver især fortabte i deres meget forskellige personlige liv - bliver tiltrukket af hinanden og filmen handler om deres få dages tid sammen og hvad konsekvenserne af deres møde bliver. De to hovedpersoners forhold bliver ikke udpndslet i dialog - i stedet lader Coppola forholdet mellem Murray og Johansson udtrykke sig i det de gør. Dette synes jeg er en af filmens styrker. Men netop det har anmelderne været meget uenige om. Personligt synes jeg at både Murrays og Johanssons afdæmpede spil fungerede godt fra lige starten af - jeg troede på det fra starten og forstod hvad der foregik i mellem dem selvom det til tider er meget subtilt.
Oven i kommer så at Murray og Johansson spil foregår på en baggrund af en kultur som er ekstremt anderledes end vores. Jeg er spændt på at høre hvad folk der har været i Japan mener om det billede filmen tegner af Japan - jeg er ikke i stand til at vurdere om skildringen er troværdig. Men denne ekstreme kulturforskel giver filmen dens komiske elementer (der er et par ubetalelige scener hvor Murray får vist sine talenter) og samtidig giver den større troværdighed til hovedhistorien da det er nemt for os at tro på at to mennesker fra samme kultur fortabt i et ukendt land og i sig selv tiltrækkes af hinanden.
Sammenfattet synes jeg Coppola har lavet en meget vellykket film - ikke en jævn letkøbt mainstream film, men en film, der tør at forvente at pubikum har tålmodigheden og lysten til at engagere sig i filmen. Jeg glæder mig til at gense filmen når den får premiere i DK.
Historien er forholdsvist simpel. To fremmede der på flere måder er fortabte - fortabte i en kultur de ikke forstår og hver især fortabte i deres meget forskellige personlige liv - bliver tiltrukket af hinanden og filmen handler om deres få dages tid sammen og hvad konsekvenserne af deres møde bliver. De to hovedpersoners forhold bliver ikke udpndslet i dialog - i stedet lader Coppola forholdet mellem Murray og Johansson udtrykke sig i det de gør. Dette synes jeg er en af filmens styrker. Men netop det har anmelderne været meget uenige om. Personligt synes jeg at både Murrays og Johanssons afdæmpede spil fungerede godt fra lige starten af - jeg troede på det fra starten og forstod hvad der foregik i mellem dem selvom det til tider er meget subtilt.
Oven i kommer så at Murray og Johansson spil foregår på en baggrund af en kultur som er ekstremt anderledes end vores. Jeg er spændt på at høre hvad folk der har været i Japan mener om det billede filmen tegner af Japan - jeg er ikke i stand til at vurdere om skildringen er troværdig. Men denne ekstreme kulturforskel giver filmen dens komiske elementer (der er et par ubetalelige scener hvor Murray får vist sine talenter) og samtidig giver den større troværdighed til hovedhistorien da det er nemt for os at tro på at to mennesker fra samme kultur fortabt i et ukendt land og i sig selv tiltrækkes af hinanden.
Sammenfattet synes jeg Coppola har lavet en meget vellykket film - ikke en jævn letkøbt mainstream film, men en film, der tør at forvente at pubikum har tålmodigheden og lysten til at engagere sig i filmen. Jeg glæder mig til at gense filmen når den får premiere i DK.
01/12-2003
