godt spillet, som forventet
3.0
Jeg satte mig pænt til rette og havde nogle høje forventninger til denne film. Robert Redford er en begavet skuespiller, og hans evne derfra gør ham til en habil karakterinstruktør. Filmens historie virkede spændende nok, men jeg havde glædet mig til at filmen på grund af rollerne i filmen. Og her blev jeg da ikke skuffet.
John Turturro spiller altid aldeles fremragende, og her spiller han, ja, aldeles fremragende. Hans psykisk svage karakter kommer man til at holde af på grund af hans eminente præstation, hvor fejlene og usikkerheden er uden på kroppen. Ligeledes gør Ralph Fiennes det fremragende som den ynkelige hovedperson, der under filmen gennemgår en (desværre) forudsigelig soul searching og ender med en indædt erklæring om hans egne fejl. Det var uundgåeligt, men kunne også have blevet lavet mere fængslende og knap så forudsigeligt. Den forunderlige Christopher McDonald er her værten for programmet, og han er altid (synes jeg) yderst seværdig, om det er papirstynde familiefilm eller geniale filmværker. Over hele linien er skuespillet dejligt enkelt og flot, og uden de store armbevægelser. Tak for det, Redford.
Vi kender slutningen, og selvom mange film ikke får denne kendsgerning til at ødelægge filmens spænding, må jeg sige, at jeg ikke fandt denne film særligt spændende. Man bliver udmærket underholdt, og Redford har et pænt filmsprog (selvom jeg ikke kan lide den måde filmen er klippet sammen på). Men… Personligt kan jeg ikke udfra de enkeltstående rigtig gode scener få en konkret spænding over hele filmen, og det er her den trækker ned for mig.
Jeg blev ikke skuffet, men havde alligevel forventet mig lidt mere. De gode skuespillere gjorde i hvert fald filmen seværdig (og en god birolle til den hurtigsnakkende og fascinerende instruktør Martin Scorsese).
John Turturro spiller altid aldeles fremragende, og her spiller han, ja, aldeles fremragende. Hans psykisk svage karakter kommer man til at holde af på grund af hans eminente præstation, hvor fejlene og usikkerheden er uden på kroppen. Ligeledes gør Ralph Fiennes det fremragende som den ynkelige hovedperson, der under filmen gennemgår en (desværre) forudsigelig soul searching og ender med en indædt erklæring om hans egne fejl. Det var uundgåeligt, men kunne også have blevet lavet mere fængslende og knap så forudsigeligt. Den forunderlige Christopher McDonald er her værten for programmet, og han er altid (synes jeg) yderst seværdig, om det er papirstynde familiefilm eller geniale filmværker. Over hele linien er skuespillet dejligt enkelt og flot, og uden de store armbevægelser. Tak for det, Redford.
Vi kender slutningen, og selvom mange film ikke får denne kendsgerning til at ødelægge filmens spænding, må jeg sige, at jeg ikke fandt denne film særligt spændende. Man bliver udmærket underholdt, og Redford har et pænt filmsprog (selvom jeg ikke kan lide den måde filmen er klippet sammen på). Men… Personligt kan jeg ikke udfra de enkeltstående rigtig gode scener få en konkret spænding over hele filmen, og det er her den trækker ned for mig.
Jeg blev ikke skuffet, men havde alligevel forventet mig lidt mere. De gode skuespillere gjorde i hvert fald filmen seværdig (og en god birolle til den hurtigsnakkende og fascinerende instruktør Martin Scorsese).
08/12-2003
