en oplevelse for mig

Det lader til, at Vanilla Sky er en film man enten hader eller elsker. Personligt hører jeg ind under den sidste gruppe, og selvom den ikke er ligeså overumplende ved mange gensyn, er det for mig at se alligevel stor filmkunst fra en stor filmmager, Cameron Crowe (Jerry Maguire, Almost Famous).

Filmen har fået en del hug af anmelderne, og jeg må indrømme, at jeg godt kan se lidt hvorfor nogle finder den tarvelig og dårlig. Hvis man ikke med det samme opsluges af filmens mystiske og fascinerende univers, eller står af et sted i filmen, får man (pænt sagt) ikke en skid ud af det. Ja, filmen er et produkt af vores mtv-agtige filmtid, men det er det jeg elsker ved den. Måske når jeg ser den om 30 år vil jeg ikke kunne lide den, men lige nu fanger den mig fuldstændig, og jeg har ikke set en film lignende. Den skal ses flere gange for at få den forståelse, som den så meget fortjener, for det er en gennemtænkt historie.

Men hvad handler den om? Penge, venskab, overfladiske materielle ting, bedrag, kristendom, kærlighed. Alt dette i større eller mindre portioner. Og det er noget der interesserer mig. Det aktuelle problemstilling med teknologiens store og stadig voksende del af vores hverdag bliver behandlet her, og der sættes et stort spørgsmålstegn ved det. Er vi blevet for afhængige af medierne, som bilder os ind, at vi alle skal ligne filmstjerner og modeller? Filmen har meget med udseende og penge at gøre, som ikke nødvendigvis vises som en god ting. Efter David Aames’ ulykke, hvor han får smadret sit ansigt og dele af sin krop, mister han livslysten, og han bliver frosset ude af vennerne og nedstirret og dømt af fremmede. Skræmmende, men sandt.

Jeg synes Tom Cruise er en god skuespiller, og her gør han det godt som vores guide gennem det mystiske univers. Han er vores holdepunkt, og når han ikke fatter hvad der foregår, gør vi det heller ikke. En god præstation fra en undervurderet skuespiller. Penelope Cruz synes jeg ikke er hverken smuk eller særlig god, men her passer hun godt ind i rollen, især fordi hende og Cruise har et personligt og smukt sammenspil. Cameron Diaz skal bare se dejlig ud, mens biroller som gode Kurt Russel, alsidige og spændende Jason Lee, den mærkværdige og forunderlige Timothy Spall, og ikke mindst sympatiske Noah Taylor, alle sammen lyser op, og de er perfekt castet.

Vanilla Sky er ret smukt filmet, men det er musikken der gør filmen helt specielt for mig. Som altid er den fremragende i Crowe’s film, og det kontra punktiske musik fremhæver flot den mystiske og uforudsigelige stemning i filmen. Musikken blandes ind over hinanden, lette popnumre, dybe melodier og mørke toner. Det er usigelig perfekt, og jeg kunne se filmen med øjnene lukket, og stadig have fået en kanon oplevelse. Det er overrumplende og rørende.

Filmen er en genindspilning af Alejandro Amenábar’s Open Your Eyes (også med Cruz i hovedrollen). Jeg må indrømme, at jeg er en amerikaniseret kylling, der ikke tør se den orignale film, da jeg ikke vil ødelægge min herlige og gentagene oplevelse af Vanilla Sky. Open Your Eyes skulle efter sigende også være ganske fremragende.

For dem der synes jeg er åndssvag for at elske denne film, lad vær med at kommenterer det. Det, man selv mener er smukt, er ikke til at forklare ordentlig overfor andre. Jeg synes de sidste tre af Cameron Crowe’s film er tegn på en stor filmmager, der har sin helt unikke og smukke stil. Han fremstiller kærligheden realistisk og noget som vi alle kan opleve, og det rører mig. Der er lang tid til hans næste film. Desværre…