Romantik ala Coen

Coen-brøderne har lavet film som alle anmelderne har elsket og kaldt både geniale og verdens klasse. der har jeg altid haft svært ved at tage det sidste skridt, jo Coen brødrene er dygtige og deres film er gode, men... Fargo er ikke Pulp Fiction í landlige omgivelser, ihvertfald ikke på samme niveau som tarantinos mesterværk og så hyle morsom godt udtænkt er "o Brother where art Thou" altså heller ikke. Misforstå mig ikke det er ikke fil m som jeg finder håbløst uinterresante de er bare ikke, efter min mening, de mesterværker de er blevet udråbt til. Til gengæld er "Intolerable Cruelty" en glædelig overraskelse, for en filmnørd der havde frygtet for Coen-brødrenes kolaps i en genre der hvert år fostrer 13-15 film som stort set alle høre til i den elendige ende af skalaen.

Intolerable Cruelty er en romantisk komedie der udnytter de klicheer der som regel forekommer i den slags film til at finte sig udenom det forudsigelige og som på den måde holder seeren fast i uvisheden om hvordan den næste scene vil ende. Dertil skal lægges at Coen-brødrene har en væsentligt mere udviklet sans for humor end de folk der normalt laver denne slags film. Skuespillerne gør deres job godt uden at der er nogen der laver oscar-præstationer, jeg har dog personligt en forkærlighed for Billy Bob Thortons hillbilly millionær.

Indtil for kort tid siden vil jeg uden tøven have kaldt Edward Nortons "Keeping The Faith" for den bedste romantiske komedie i min tid. Men, med "Intolerable Cruelty" har Coen-brødrene nu taget titlen i en kategori hvor de værdige konkurrenter kan tælles på en hånd.