Frygtindgydende gys!
5.0
En gruppe livsglade teenagere kører i en vogn gennem Texas, men undervejs samler de en snotforvirret blodig dame op, og hun fortæller noget usammenhængende og opfører sig meget underligt.
Verdens måske mest omtalte gyser (Motorsavsmassakren fra 1974), og som i store kredse udråbes som filmhistoriens mest hadede film. Alene af den grund har interessen været enorm visse steder i verden, en genindspilning af Tobe Hoopers klassiske gyser tilbage i 1974, åbnede øjne for folk og frygten for denne gyser sidder vel stadig i kroppen.
Filmen er bygget på psykopaten Ed Geins liv, som var sindsforvirret og ensom person. I filmen hedder han Thomas Hewitt, og der vises nogle klip fra virkeligheden omkring efterforskningen på den brutale sag, hvor morderens navn er Thomas Hewitt. Det siges, at han har dræbt adskillige folk på den mest brutale måde, som chokerede og rystede hele nationen – og stadig i dag omtales den som den mest notoriske sag om en massemorder nogensinde. Morderen var iført en grotesk maske af hud fra sine ofre, og hans grufulde gerninger gjorde ham berømt.
Filmen har de skrappeste chokeffekter og de kommer på stribe. De film, som ofte foregår kun et sted, i dette tilfælde i et hus for det meste af tiden, hvor filmen grundlæggende bæres af selve miljøet i huset og udenfor huset. Andre helt igennem skræmmende og gyselige områder, hvor de nervøse unge flygter til er slagteriet og kælderen, hvor den sadistiske leatherface bor, og kælderen er fyldt med lig og våben. Stemningen hos de nervøse unge mennesker, gør filmen endnu mere nervepirrende og så uhyggelig – de er så veloplagte og egentlig også velspillet gyser, som er sjældent syn, hvis man spørger mig. Den bindegale slagter med hang til drab, skal nok vække mange ubehagelige minder hos nogle, når man endelig forlader biffen. Filmens musik, som virkelig er iørefaldende, som også giver et levende billede af rædsler de unge måtte igennem.
Motorsavsmassakren er en glimrende underholdning fra ende til ende – der er ikke et kedeligt øjeblik i den intense gyser, som er skabt af Marcus Nispel, i øvrigt hans første film, hvor han gør selskab med Michael Bay. Filmen er, på trods af den høje underholdningsværdi, ikke ligefrem storslået filmkunst som for eksempel originalen, og bliver næppe historisk succes, men set fra den anden side, så tjener den godt hjem. Desuden er filmen i perioder direkte urealistiske, især hvor morderen hænger en mand på et krog, hvor manden ikke besvimer, desuden er hans fod savet over -
hvor det bliver svært at leve sig helt ind i, men det er nok gjort bevidst i underholdningsnavn. Ulideligt spændende og medrivende gyser, som er ikke set bedre i mange år.
Slutningen er en smule vandet og ikke specielt overraskende som den lovede, men den kan accepteres. Som så ofte før i denne slag film, ligger styrken vel i overraskelsesmomentet, men den kører måske en smule af sporet til slut og runder nem af. Det er rutineret og godt håndværk og meget traditionel slutning, men den gør det trods alt bedre end andre.
Historien fortælles tæt og stramt og effektivt, og man sidder helt ude på kanten af stolen og bider negle imens." får de små hår til at rejse sig” - og de falder aldrig ned igen. Så stram balderne og flygt med de unge, og hvordan morderen svinger med saven og slagter dem en efter en.
Inspireret af en sandfærdig historie….
Verdens måske mest omtalte gyser (Motorsavsmassakren fra 1974), og som i store kredse udråbes som filmhistoriens mest hadede film. Alene af den grund har interessen været enorm visse steder i verden, en genindspilning af Tobe Hoopers klassiske gyser tilbage i 1974, åbnede øjne for folk og frygten for denne gyser sidder vel stadig i kroppen.
Filmen er bygget på psykopaten Ed Geins liv, som var sindsforvirret og ensom person. I filmen hedder han Thomas Hewitt, og der vises nogle klip fra virkeligheden omkring efterforskningen på den brutale sag, hvor morderens navn er Thomas Hewitt. Det siges, at han har dræbt adskillige folk på den mest brutale måde, som chokerede og rystede hele nationen – og stadig i dag omtales den som den mest notoriske sag om en massemorder nogensinde. Morderen var iført en grotesk maske af hud fra sine ofre, og hans grufulde gerninger gjorde ham berømt.
Filmen har de skrappeste chokeffekter og de kommer på stribe. De film, som ofte foregår kun et sted, i dette tilfælde i et hus for det meste af tiden, hvor filmen grundlæggende bæres af selve miljøet i huset og udenfor huset. Andre helt igennem skræmmende og gyselige områder, hvor de nervøse unge flygter til er slagteriet og kælderen, hvor den sadistiske leatherface bor, og kælderen er fyldt med lig og våben. Stemningen hos de nervøse unge mennesker, gør filmen endnu mere nervepirrende og så uhyggelig – de er så veloplagte og egentlig også velspillet gyser, som er sjældent syn, hvis man spørger mig. Den bindegale slagter med hang til drab, skal nok vække mange ubehagelige minder hos nogle, når man endelig forlader biffen. Filmens musik, som virkelig er iørefaldende, som også giver et levende billede af rædsler de unge måtte igennem.
Motorsavsmassakren er en glimrende underholdning fra ende til ende – der er ikke et kedeligt øjeblik i den intense gyser, som er skabt af Marcus Nispel, i øvrigt hans første film, hvor han gør selskab med Michael Bay. Filmen er, på trods af den høje underholdningsværdi, ikke ligefrem storslået filmkunst som for eksempel originalen, og bliver næppe historisk succes, men set fra den anden side, så tjener den godt hjem. Desuden er filmen i perioder direkte urealistiske, især hvor morderen hænger en mand på et krog, hvor manden ikke besvimer, desuden er hans fod savet over -
hvor det bliver svært at leve sig helt ind i, men det er nok gjort bevidst i underholdningsnavn. Ulideligt spændende og medrivende gyser, som er ikke set bedre i mange år.
Slutningen er en smule vandet og ikke specielt overraskende som den lovede, men den kan accepteres. Som så ofte før i denne slag film, ligger styrken vel i overraskelsesmomentet, men den kører måske en smule af sporet til slut og runder nem af. Det er rutineret og godt håndværk og meget traditionel slutning, men den gør det trods alt bedre end andre.
Historien fortælles tæt og stramt og effektivt, og man sidder helt ude på kanten af stolen og bider negle imens." får de små hår til at rejse sig” - og de falder aldrig ned igen. Så stram balderne og flygt med de unge, og hvordan morderen svinger med saven og slagter dem en efter en.
Inspireret af en sandfærdig historie….
17/12-2003
