Den gamle mand i krigszonen...

På mange måder er Bruce Willis ved at være en langsom og gammel mand. Det er han også i den sentimentale og afrika-følsomme gramser Tears of the Sun. Filmen kunne have været mindst en halv time kortere, uden at vi havde mistet noget. Langsomme kamera-panoreringer gennem junglen, lidende umælende afrikanere på flugt fra en frygtelig fjende, en kvindelig birolle spillet af Monica Bellucci - der som Bruce Willis kun har 1 grimasse i hele filmen - en par vellønnede grimasser, som støttes melankolsk af forskellige hvalkoncert-lignende musik-lyde for at skabe lidt variation i det følelsesmæssige leje...

Til allersidst i filmen fornemmer vi, hvad der skal ske, og det sker. Alle kan rejse hjem ophøjede til helgener, hvad enten de er befalingsmænd eller robotter. Filmen er til brække sig over et par gange, men den sidste tredjedel spiller på de forudsigelige og traditionelle følelser i mennesket. Følelser som vi alle har. Og så lykkes det hele jo som altid en smule...

Jeg søgte forgæves efter det amerikanske flag. Det bliver altid vist i den slags film. Men nu fortalte jeg min kone om, hvad der ellers var sket i videoforretningen i dag, så jeg kiggede lidt væk ind imellem, når de alligevel bare panorerede på nogle grene i filmen. Måske har jeg således misset Stars and Stripes...

På en skala som i skolen ville jeg give filmen et 8-tal. Trods alt er der nogle fede eksplosioner og noget der kunne ligne krigshandlinger i den. Den rammer osse ind i vores allesammens dårlige samvittighed over, hvad der dog foregår i Afrika. I et par klip kan man endog fornemme, at hovedpersonerne kunne danne par. Disse ting skal jo altid trække lidt op i karakteren - ikke?