Et lille mesterværk

"Irreversible" er et lille mesterværk og bestemt seværdig. Men egentlig er det kun filmens form, der gør den til noget særligt, for historien er sådan set nærmest banalt enkel og overraskende kort. Havde filmen været kronologisk, var meget af fidusen ved filmen forsvundet. Men filmen er et originalt og vellykket eksperiment med filmisk fortælling.
Som man allerede vidste fra starten, sker der et par virkeligt rystende ting undervejs, men det interessante er, at filmens gengivelse af det nærmest er helt uden filter og fortolkning. Ja, "irreversible" er nærmest helt uden morale og stillingtagen i det hele taget. Jeg tror egentlig, at det, der frastøder de skuffede biografgængere her på siden, ikke så meget er filmens brutalitet, men denne mangel på morale, som for nogen måske virker som om filmen glorificerer volden ved ikke at tage afstand fra den. Men det er netop filmens styrke, at den ikke fortolker, men viser.
Men ærligt talt: Jeg forstår ikke, hvis det virkeligt er rigtigt, at folk ligefrem skulle være besvimet af at se filmen. For trods det grimme og hudløse er filmens figurer for så vidt menneskelige nok, vi lærer dem at kende, og vi får lov at opleve dem som relativt almindelige mennesker. Slet ikke så kolde, umenneskelige og frastødende, som de f.eks. var i Catherine Breillats
”Romance” (1998), som jeg synes gjorde mig langt mere ubehagelig til mode end denne, selvom anmeldelser og indlæg kårer "irreversible" som ondeste af dem alle.
Det eneste virkeligt kvalmende, og som kunne have fået mig til at besvime, hvis jeg ikke engang imellem havde kigget væk fra lærredet, var kameraføringen, som især i begyndelsen sætter publikum på prøve. Ved tilbageblik virker det som et unødigt forstyrrende element, som filmen (og jeg) kunne have undværet.
Tag ind og se "irreversible", hvis du er træt af forudsigelige film, der ligner hinanden.