Til opklaring *SPOILERS*
5.0
Der er allerede sagt meget om denne film, så jeg vil give et mere fuldstændigt billede af filmen efter at have set den anden gang. ADVARSEL: Jeg skriver uhæmmet spoilsers for både bog og film her, så spar mig for vrede svar over det, for du *er* blevet advaret!
Det første jeg vil tage op er det folk siger om, at folk ikke skal brokke sig over det, der mangler i bogen. Problemet er at de både har og ikke har ret, når de siger det. De har ret fordi filmen er en selvstændig fortælling, der bør vurderes uden sammenligning til bogen, og hvor meget af den, der er eller ikke er med. De har derimod ikke ret, når de tror læserne kritiserer udelukkende fordi, der er ting, der ikke kom med. Når jeg mangler ting er det jo ikke fordi bøgerne er en bibel, der med trusler om religiøs krig og lignende skal følges, da alt andet vil være gudsbespottende (bvadr...). Næ, når jeg mangler ting i filmen, er det jo fordi jeg sidder i mit sæde og ved, at den historie jeg ser på kunne have været meget bedre, end det jeg får.
Men det er sandt, at jeg ikke kan kritisere selve filmen for det, og det gør jeg heller ikke. Det ærgrer mig at ting mangler, men jeg accepterer det, for hvis trilogien har vists mig en ting, så er det at det ikke er muligt at yde bøgerne retfærdighed på det store lærred - det kan ikke lade sig gøre! Historien er for stor og omfattende, og med for mange spændende figurer, til at der er tid til at fortælle hele sagaen. Det ville kun kunne lade sig gøre på TV, hvor man kunne lave en serie på 60+ episoder fortsat, og som aldrig vil blive lavet fordi det ville koste horder af bondegårde... plus skat! Møgtrist, men sådan er det nu engang.
Når jeg alligevel ikke giver topkarakter, så er det derfor ikke fordi jeg sammenligner med bogen, og så vurderer hvor meget, der er væk. Næ, jeg giver stjerner efter hvad jeg ser, og for at jeg giver seks stjerner kræver det en del. Et par ting, der trækker ned:
Det går f.eks. ikke at jeg ser McKellen vakle lidt forvildet rundt som Gandalf i Minas Tirith, uden at være sikker på, hvad der skal ske. Det er tydeligt Gandalf ved hvad han skal gøre, men det ser man ikke meget af på McKellen...
Mødet hvor Elrond giver Aragorn sværdet Anduril er noget noget af det mest kliché-fyldte jeg længe har set - 'bliv hvad din skæbne sagde du skulle, oh du stolte søn..' Suk! Det er især skidt fordi vi udemærket ved at Elrond kommer med sværdet, da vi jo så hvordan det blev smedet. Så selv om det måske er overraskende for Aragorn, så virker det slet ikke på os som tilskuere - det er bare nostalgisk og teatralsk.
Faktisk er Aragorn ikke videre overbevisende. Nu skulle jeg måske bare overrose Viggo Mortensen af ren lokalpatriotisme, men jeg mener faktisk han er en god nok skuespiller til, at jeg ikke behøver stryge ham med hårene hele tiden. Han gjorde det glimrende i den første film, men havde svært ved at træde i karakter i den anden, hvor han ikke fik Aragorn til at blive den store, samlende leder han skal være. Det kan ikke undgås denne gang, og her ser man for alvor hvorfor den del at historien blev tilsløret i 'De to tårne', for Viggo savner i den grad karisma og lederskab, når han skal styrke troppernes moral. Jeg vil ikke sige det går helt galt, men det er klart anstrengt skuespil. Viggo kan slås og være romantisk, men de store lederegenskaber og evnen til at tale til tropperne viser han ikke meget af...
Det er også skidt at Gandalf korporligt overfalder Denethor (og jo faktisk slår ham ihjel) helt uden at Gondors soldater går noget som helst ved det. Han kunne jo lige så godt have dræbt Denethor med det samme, for så ville problemet være løst, og ingen tager sig jo af det alligevel... Folk i Gondor er tydeligvis zombier, der er helt ligeglade med hvem der regerer landet. I bogen var det netop en pointe, at Gandalf måtte tækkes Denethor, fordi han ubestridt var regent (men ikke konge) i Gondor. Jeg bemærker det måske kun fordi jeg har læst bøgerne, men derfor hænger det stadig ikke godt sammen.
Det går heller ikke at jeg hører Nazgul-lederen 'Witch-king of Angmar' sige at han nok skal knuse troldmanden, når han derefter aldrig konfronterer Gandalf.
Og når man tager i betragtning, hvor stor en rolle Saruman har haft i de to første film, så går det heller ikke at han er så uinteressant, at man end ikke får ham at se i filmen. Jeg havde læst at dødsscenen var klippet ud, men jeg havde da mindst ventet det verbale opgør med Gandalf, som det jeg læste i bogen.
Det er også frygteligt klichéfyldt, at Arwen nu pludselig er ved at dø fordi ringen bliver stærkere. Gab! Jeg havde godt nok ventet at Aragorn og Elrond måske ville bekæmpe Sauron, fordi det faktisk er det rigtige at gøre. Men det kan jeg så godt skyde en hvid pil efter, for nu drukner motivationen i sentimentalitet. Suk!
Jeg vil også give 'the Dude' helt ret i, at det er tåbeligt at se Denethor løbe en halv kilometer for at smide sig ud fra toppen af Minas Tirith. Havde det ikke været næsten lige så kort at se ham brænde med sin Palantir som i bogen? Det ville også have forklaret, hvordan han kendte til Aragorn i forvejen (og at ringen var fundet, hvis man har set den lange udgave af 'De to tårne', som forresten kan anbefales varmt).
En notits om Frodos påståede mangel på vægttab. Ja, det er rigtigt at der er gået 13 måneder, men enhver der påstår at holde af bøgerne ved, at det er 13 måneder siden hobitterne forlod Herredet/The Shire, ikke 13 måneder Frodo og Sam har vadet rundt omkring Mordor. Man må formode at Faramir trods alt gav hobbitterne mad, og i bogen forlader de Faramir den 8. Marts ved Henneth Annun, mens ringen tilintetgøres den 25. Marts. I filmene må det tidsrum være endnu kortere, fordi Faramir tog dem med helt til Osgiliath, og selv på det tidspunkt havde hobitterne stadig Lembas-brød tilbage. Så skulle myte vist være solidt aflivet (og jeg brugte ikke engang 'hobbitter er naturligt fede'-argumentet!).
Med hensyn til den omdiskuterede slutning, så kan jeg kun sige at jeg føler mig bekræftet i min kritik at, at 'the Scouring of the Shire' ikke er med. Jeg har tidligere mødt argumentet fra hårde fans af filmen om, at det overhovedet ikke kunne laves, fordi ringens tilintetgørelse skulle være filmens klimaks og at kampen for The Shire ville være endnu et klimaks, der ødelagde trilogiens højdepunkt. Men jeg synes Tolkien har fået ret, for i stedet får vi nu en seks til otte epiloger oven i hinanden, og det er kvalmende rørstrømsk. Ja, de skal være der, og de skal være sådan, men et mellemliggende opgør i The Shire ville have gjort det langt mere spiseligt. Det er trist at det er blevet sådan, for jeg syntes faktisk epilogerne var fremragende, men en enkelt undtagelse, der måske forværrer alle de andre. Problemet er den første, hvor Frodo vågner og overraskes over Gandalf. Og Gandalf begynder bare at grine. Yuck! Lad dog Frodo kaste sig i armene på Gandalf eller sådan noget i stedet (hvilket ganske godt ville afspejle hvordan de netop mødtes i den første film).
Ja, den sidste film er overvældende flot. Den er medrivende og fantastisk, men der bliver trods alt ikke spillet bedre, end at man ikke overvældes totalt. Den er fremragende, men jeg sad stadig og savnede den sidste smule. Derfor er den stadig 'kun' en fremragende film, og ikke den bedste i trilogien. Den ære tilfalder til gengæld den første del, der var aldeles medrivende og overvældende på alle punkter.
Måske ændrer jeg mening, når den udvidede version kommer, men jeg tvivler eftersom det jo ikke vil ændre meget på de punkter jeg har nævnt.
Men gå nu ind og selv filmen selv, for den skal bestemt ses... igen og igen!
Det første jeg vil tage op er det folk siger om, at folk ikke skal brokke sig over det, der mangler i bogen. Problemet er at de både har og ikke har ret, når de siger det. De har ret fordi filmen er en selvstændig fortælling, der bør vurderes uden sammenligning til bogen, og hvor meget af den, der er eller ikke er med. De har derimod ikke ret, når de tror læserne kritiserer udelukkende fordi, der er ting, der ikke kom med. Når jeg mangler ting er det jo ikke fordi bøgerne er en bibel, der med trusler om religiøs krig og lignende skal følges, da alt andet vil være gudsbespottende (bvadr...). Næ, når jeg mangler ting i filmen, er det jo fordi jeg sidder i mit sæde og ved, at den historie jeg ser på kunne have været meget bedre, end det jeg får.
Men det er sandt, at jeg ikke kan kritisere selve filmen for det, og det gør jeg heller ikke. Det ærgrer mig at ting mangler, men jeg accepterer det, for hvis trilogien har vists mig en ting, så er det at det ikke er muligt at yde bøgerne retfærdighed på det store lærred - det kan ikke lade sig gøre! Historien er for stor og omfattende, og med for mange spændende figurer, til at der er tid til at fortælle hele sagaen. Det ville kun kunne lade sig gøre på TV, hvor man kunne lave en serie på 60+ episoder fortsat, og som aldrig vil blive lavet fordi det ville koste horder af bondegårde... plus skat! Møgtrist, men sådan er det nu engang.
Når jeg alligevel ikke giver topkarakter, så er det derfor ikke fordi jeg sammenligner med bogen, og så vurderer hvor meget, der er væk. Næ, jeg giver stjerner efter hvad jeg ser, og for at jeg giver seks stjerner kræver det en del. Et par ting, der trækker ned:
Det går f.eks. ikke at jeg ser McKellen vakle lidt forvildet rundt som Gandalf i Minas Tirith, uden at være sikker på, hvad der skal ske. Det er tydeligt Gandalf ved hvad han skal gøre, men det ser man ikke meget af på McKellen...
Mødet hvor Elrond giver Aragorn sværdet Anduril er noget noget af det mest kliché-fyldte jeg længe har set - 'bliv hvad din skæbne sagde du skulle, oh du stolte søn..' Suk! Det er især skidt fordi vi udemærket ved at Elrond kommer med sværdet, da vi jo så hvordan det blev smedet. Så selv om det måske er overraskende for Aragorn, så virker det slet ikke på os som tilskuere - det er bare nostalgisk og teatralsk.
Faktisk er Aragorn ikke videre overbevisende. Nu skulle jeg måske bare overrose Viggo Mortensen af ren lokalpatriotisme, men jeg mener faktisk han er en god nok skuespiller til, at jeg ikke behøver stryge ham med hårene hele tiden. Han gjorde det glimrende i den første film, men havde svært ved at træde i karakter i den anden, hvor han ikke fik Aragorn til at blive den store, samlende leder han skal være. Det kan ikke undgås denne gang, og her ser man for alvor hvorfor den del at historien blev tilsløret i 'De to tårne', for Viggo savner i den grad karisma og lederskab, når han skal styrke troppernes moral. Jeg vil ikke sige det går helt galt, men det er klart anstrengt skuespil. Viggo kan slås og være romantisk, men de store lederegenskaber og evnen til at tale til tropperne viser han ikke meget af...
Det er også skidt at Gandalf korporligt overfalder Denethor (og jo faktisk slår ham ihjel) helt uden at Gondors soldater går noget som helst ved det. Han kunne jo lige så godt have dræbt Denethor med det samme, for så ville problemet være løst, og ingen tager sig jo af det alligevel... Folk i Gondor er tydeligvis zombier, der er helt ligeglade med hvem der regerer landet. I bogen var det netop en pointe, at Gandalf måtte tækkes Denethor, fordi han ubestridt var regent (men ikke konge) i Gondor. Jeg bemærker det måske kun fordi jeg har læst bøgerne, men derfor hænger det stadig ikke godt sammen.
Det går heller ikke at jeg hører Nazgul-lederen 'Witch-king of Angmar' sige at han nok skal knuse troldmanden, når han derefter aldrig konfronterer Gandalf.
Og når man tager i betragtning, hvor stor en rolle Saruman har haft i de to første film, så går det heller ikke at han er så uinteressant, at man end ikke får ham at se i filmen. Jeg havde læst at dødsscenen var klippet ud, men jeg havde da mindst ventet det verbale opgør med Gandalf, som det jeg læste i bogen.
Det er også frygteligt klichéfyldt, at Arwen nu pludselig er ved at dø fordi ringen bliver stærkere. Gab! Jeg havde godt nok ventet at Aragorn og Elrond måske ville bekæmpe Sauron, fordi det faktisk er det rigtige at gøre. Men det kan jeg så godt skyde en hvid pil efter, for nu drukner motivationen i sentimentalitet. Suk!
Jeg vil også give 'the Dude' helt ret i, at det er tåbeligt at se Denethor løbe en halv kilometer for at smide sig ud fra toppen af Minas Tirith. Havde det ikke været næsten lige så kort at se ham brænde med sin Palantir som i bogen? Det ville også have forklaret, hvordan han kendte til Aragorn i forvejen (og at ringen var fundet, hvis man har set den lange udgave af 'De to tårne', som forresten kan anbefales varmt).
En notits om Frodos påståede mangel på vægttab. Ja, det er rigtigt at der er gået 13 måneder, men enhver der påstår at holde af bøgerne ved, at det er 13 måneder siden hobitterne forlod Herredet/The Shire, ikke 13 måneder Frodo og Sam har vadet rundt omkring Mordor. Man må formode at Faramir trods alt gav hobbitterne mad, og i bogen forlader de Faramir den 8. Marts ved Henneth Annun, mens ringen tilintetgøres den 25. Marts. I filmene må det tidsrum være endnu kortere, fordi Faramir tog dem med helt til Osgiliath, og selv på det tidspunkt havde hobitterne stadig Lembas-brød tilbage. Så skulle myte vist være solidt aflivet (og jeg brugte ikke engang 'hobbitter er naturligt fede'-argumentet!).
Med hensyn til den omdiskuterede slutning, så kan jeg kun sige at jeg føler mig bekræftet i min kritik at, at 'the Scouring of the Shire' ikke er med. Jeg har tidligere mødt argumentet fra hårde fans af filmen om, at det overhovedet ikke kunne laves, fordi ringens tilintetgørelse skulle være filmens klimaks og at kampen for The Shire ville være endnu et klimaks, der ødelagde trilogiens højdepunkt. Men jeg synes Tolkien har fået ret, for i stedet får vi nu en seks til otte epiloger oven i hinanden, og det er kvalmende rørstrømsk. Ja, de skal være der, og de skal være sådan, men et mellemliggende opgør i The Shire ville have gjort det langt mere spiseligt. Det er trist at det er blevet sådan, for jeg syntes faktisk epilogerne var fremragende, men en enkelt undtagelse, der måske forværrer alle de andre. Problemet er den første, hvor Frodo vågner og overraskes over Gandalf. Og Gandalf begynder bare at grine. Yuck! Lad dog Frodo kaste sig i armene på Gandalf eller sådan noget i stedet (hvilket ganske godt ville afspejle hvordan de netop mødtes i den første film).
Ja, den sidste film er overvældende flot. Den er medrivende og fantastisk, men der bliver trods alt ikke spillet bedre, end at man ikke overvældes totalt. Den er fremragende, men jeg sad stadig og savnede den sidste smule. Derfor er den stadig 'kun' en fremragende film, og ikke den bedste i trilogien. Den ære tilfalder til gengæld den første del, der var aldeles medrivende og overvældende på alle punkter.
Måske ændrer jeg mening, når den udvidede version kommer, men jeg tvivler eftersom det jo ikke vil ændre meget på de punkter jeg har nævnt.
Men gå nu ind og selv filmen selv, for den skal bestemt ses... igen og igen!
22/12-2003
