fyldt med alt

4.0
Farverig og yderst underholdende fortsættelse til den dystre Batman Returns. Tim Burton (medproducent, og tak for det) er skiftet ud med Joel Schumacher, som ikke før har lavet en decideret actionfilm. Han styrer løjerne fint her, faktisk rigtig godt, selvom han mister overblikket en gang imellem.

Skuespillerne gør hele filmen seværdig. Val Kilmer er udmærket som Batman, selvom han ikke når Michael Keaton til sokkeholderne. Vi mangler den dybde som Keaton tilsatte figuren. Med alt respekt for Kilmer, som er en fremragende skuespiller, men hans måde at vise dybde på er at se bekymret ud. Og glæde vises med et overdrevet smil. Ikke helt godt. Chris O´ Donnel er fin som Robin (som på dette tidspunkt åbenbart skulle med i en Batman-film. Batman kan sagtens selv), og Nicole Kidman laver ikke særlig meget, men pyt. Det er skurkene her der er seværdige. Jim Carrey overspiller så forrygende, at hans The Riddler er en sand fornøjelse at se, hvis man kan lide Carrey’s humor og spillestil. Som skurk er han ret tam, men figuren er alligevel morsom. Two-Face er en fascinerende skurk og spilles absolut fremragende af en veloplagt Tommy Lee Jones. Høje, rosende ord til dem to, hvor sammenspillet imellem dem slår gnister.

Som sagt før er filmen meget underholdende, men det er på bekostning af det dystre univers. Den mørke stemning fra Burton´s film er væk, og man kan så diskutere om det er en god ting. Jeg værdsatte blandingen mellem Burton og Batman. Schumacher har nogle flotte visioner (og lækker kameraføring), men det virker som om der ikke er plads til mere. Bruce Waynes baggrundshistorie med hans forældre fylder stadigvæk en god del af filmen, men her er den kedelig og egentlig ligegyldig. Han fandt slutning i første film.

Det er lettere at se med denne film end med de andre, at Batman startede som tegneserie. Schumachers indre barn er brudt ud, og hvor er det flot lavet. Effekterne er rigtig gode (selv i dag), og musikken, scenografien og lyden er topklasse. Jeg føler dog alligevel, at Schumacher mangler den mere voksne side af Batman-universet, og derfor får filmen ikke mere. Ser den dog igen og igen med fornøjelse.
Batman Forever