lige ved og næsten

5.0
Nu er jeg en kæmpe Mel Gibson-fan, og det er nok også derfor jeg finder denne film så genial. Farlige Teorier er Gibsons film, og stjernerne Julia Roberts og Patrick Stewart står begge i baggrunden med to lettere kedelige præstationer. Dødbringende Våben-instruktøren Richard Donner styrer filmen fint, dog en smule rutinepræget.

Filmen er vidunderlig og intelligent. Den balancerer perfekt mellem thriller og komedie, og det er mest takket være Gibsons morsomme og fremragende hovedrolle. Han er skideskæg, og stedvis rørende. Mel Gibson er en formiddabel skuespiller (næsten) uden lige. Manuskriptet af Brian Helgeland (L.A. Confidential) er smart og intelligent, da sammensværgelsesteorierne er gennemtænkte. Filmen handler dog ligeså meget om kærlighed, og det er overraskende at Joel Silver har produceret, da filmen besidder en dybde, som man ikke ser fra hans side. Produktionen er flot, og musikken er helt igennem forrygende.

Jeg kan ikke rigtig forstå, at filmen har fået middelmådige til dårlige anmeldelser, da jeg finder den både underholdende, en smule rørende og fremfor alt intelligent. Jeg er måske bare ene om det. Men den er meget tæt på at få 6 stjerner.
Farlige teorier