Lee er tilbage

Spike Lee er en kontroversiel instruktør, som laver betydningsfulde, men ikke altid seværdige film. 25th Hour er hans bedste film siden Clockers, og besidder en utrolig stærk rolleliste. Edward Norton er Hollywoods bedste skuespiller, og han påtager sig altid krævende roller. Ikke overraskende leverer han en formiddabel og rørende, men alligevel afdæmpet præstation. Jeg kunne ikke se andre i hovedrollen. Rosario Dawson er dejlig og velvalgt som hans kæreste, men mest af alt er vennerne i filmen, Barry Pepper og Phillip Seymor Hoffman, fremragende. Deres præstationer er yderst troværdige, og er med til at gøre filmen til en oplevelse. I tilgift får vi en god Brian Cox i rollen som Nortons far.

Historien er god og original med mange seværdige og lettere rystende scener. Jeg sad og måbede i længe over scenen, hvor Norton står foran et spejl og skælder alt og alle ud. Prøv at tænke på det mod, som har været krævet for at få den scene med i filmen. Ingen og intet er hellig, men det fungerer, da han til sidst kritiserer sig selv i stedet for andre. Nok den stærkeste scene i filmen. Også ikke at lade filmen fungerer før 11. september, 2001, viser hvor stor en instruktør Spike Lee egentlig er. Vi ser den berørte New York, og heldigvis bliver den store tragedie ikke behandlet, som om det ikke var sket.

Alle karaktererne i filmen er fyldt med menneskelige fejl, store som små, men man sympatiserer med dem, da Spike Lee ikke fordømmer dem på nogen måder. Vi ser dem, som de er, og det er så op til os selv og dømme dem. Hvis vi selv er i stand til det.

Filmens store force er musikken og lyden. Den er næsten hele tiden til stede, og den giver filmen den tragiske følelse, som den har. Der er mange, der ikke kan lide denne form for følelsesmaipulation fra Lee, og det tog mig også en del tid at vænne mig til den under Clockers, men det er et stærkt redskab, som Lee bruger overbevisende og overlagt.

Måske er 5 stjerner for meget, men 4 stjerner ville være for lidt!!