Fra Rock Til Pop

Rocky (Stallone) taber til den ubehagelige og ucharmerende Clubber Lang (Mr. “T”), men hans gamle modstander Apollo Creed (Weathers) dukker op for at få ham til at genfinde motivationen, og genvinde sin titel.

Rocky filmene er her gået fra at være et menneskeligt boksedrama, til at blive kulørt kampsportsfilm i bedste tegneseriestil. Det er underholdende, vellavet og sjovt at se, men dybt urealistisk og uden samme menneskelige og kunstneriske kvaliteter som i seriens første film. Der gået for meget sæbeopera og overdreven patos i selve dramaet og for meget ramasjang i boksescenerne. Så selv om den spiller meget på de samme ting som set tidligere, så gør den det ikke så ægte og kvalitativt. Filmen hører næsten mere til under action-genren.

På skuespillersiden gør Stallone hvad han skal, og når han gider og har motivationen, som han tydeligt har her, så er det slet ikke så ringe endda. Mr. ”T” som nogle mennesker måske kender fra Tv-serien ”The A-Team” virker tæt på det latterlige i rollen som "superskurk", men det er lige så meget måden rollen er skrevet på, som det er hans skyld, men han gør det ikke bedre.

Musikken er som i de to forrige film rigtig god og Bill Conti der står bag den, ved hvornår han skal sætte de rigtige melodier ind for at scenen fungerer og får os til at føle det helt rigtige. Vi finder også en af 80’ernes bedste poprock sange, nemlig ”Suvivors” ”Eye Of The Tiger”, som er en ægte klassiker og rigtig ørehænger.

Stallone har også igen skrevet manuskriptet.

Efterfølges af “Rocky IV”.