Filmen Der Gør Dig Glad!
6.0
Tegnefilmsfiguren Roger Rabbit (Fleischer) anklages for mord, og søger hjælp hos en afdanket privatdetektiv (Hoskins).
Denne totalt vidunderlige komedie starter med et brag af en morsom tegnefilm, og pludselig går tegnefilmsfigurerne ud i den virkelige verden og det er, for den tid filmen er lavet i, fremragende gjort og meget overbevisende (selv om det i dag helt sikkert ville kunne gøres bedre rent teknisk, så vil de dog få svært ved at gøre det hele så overbevisende).
Derefter følger en skøn historie, hvor mange kendte tegnefilmsfigurer dukker op i små cameos, og selv om hovedhistorien er både spædende, fantasifuld og dybt morsom, så gør disse cameos deres til at løfte hele produktionen det sidste stykke op til den vidunderlige oplevelse det hele er.
Historien er bygget på en bogen ”Who Censored Roger Rabbit?” af Gary K. Wolf, og selv om den ender en del anderledes, så kan jeg ikke sige andet end, at filmen er totalt vellykket og gør mig altid i et afsindigt godt humør, og hører til en af de film jeg kan se igen og igen.
Hopkins gør det særdeles overbevisende og sympatisk i hovedrollen, og det siges at han faktisk levede sig så meget ind i det at skulle spille sammen med personerne som jo ikke af gode grunde ikke kunne være tilstede, at han næsten blev syg af det. Også Lloyd som den onde dommer og filmens skurk gør det rigtigt godt, og virker meget utiltalende og uhyggelig, særligt i slutningen. Men generelt er samspillet mellem tegnefilmsfigurerne og de såkaldte rigtige aktører meget troværdigt, både fordi de rigtige skuespillere gør det godt, men også fordi de flot animerede og fornemt tegnede figurer fungerer så godt.
Tag for eksempel Jessica Rabbit, med sexet stemme af K. Turner, hun er både fræk og tiltrækkende og jeg tror ikke på, at nogen kan lade være med at blive imponeret af hende, i en rolle som er en klassisk femme fatale. Men også Roger Rabbit er sjov og elskværdig, selv om han ikke har potentiale til at opnå en status som de helt store figurer i de korte tegnefilms verden, dertil er han alligevel lidt for blød.
Tempoet i filmen er i øvrigt godt, og der bydes på mange bindegale optrin i bedste tegnefilmsstil, tydeligt mest inspireret af Tex Averys klassiske vanvidskomiske korte tegnefilm, som også Jim Carreys ”The Mask” trak på. Men alt i alt er det en gennemført og stemningsfuld produktion, hvor man virkelig føler at man er i Los Angeles i 1940’erne, scenografien er formidabel, farvevalget er strålende og musikken arbejder for filmen. Indfaldene og handlingen iderige og det hele giver da lidt mening. Da Roger Rabbit siger, at humør er et stærkt våben, der fik han i hvert ram på mig.
Man må virkelig anerkende det flotte stykke arbejde som instruktør Zemeckis har gjort for at få det hele til at hænge så godt sammen, være så charmerende og samtidig også spændende. Spielberg har i øvrigt været medproducent.
Synd der aldrig kom den toer der var snak om, eller måske alligevel ikke, for nu står filmen som et uplettet mesterværk og en af de skønneste film der er lavet.
Denne totalt vidunderlige komedie starter med et brag af en morsom tegnefilm, og pludselig går tegnefilmsfigurerne ud i den virkelige verden og det er, for den tid filmen er lavet i, fremragende gjort og meget overbevisende (selv om det i dag helt sikkert ville kunne gøres bedre rent teknisk, så vil de dog få svært ved at gøre det hele så overbevisende).
Derefter følger en skøn historie, hvor mange kendte tegnefilmsfigurer dukker op i små cameos, og selv om hovedhistorien er både spædende, fantasifuld og dybt morsom, så gør disse cameos deres til at løfte hele produktionen det sidste stykke op til den vidunderlige oplevelse det hele er.
Historien er bygget på en bogen ”Who Censored Roger Rabbit?” af Gary K. Wolf, og selv om den ender en del anderledes, så kan jeg ikke sige andet end, at filmen er totalt vellykket og gør mig altid i et afsindigt godt humør, og hører til en af de film jeg kan se igen og igen.
Hopkins gør det særdeles overbevisende og sympatisk i hovedrollen, og det siges at han faktisk levede sig så meget ind i det at skulle spille sammen med personerne som jo ikke af gode grunde ikke kunne være tilstede, at han næsten blev syg af det. Også Lloyd som den onde dommer og filmens skurk gør det rigtigt godt, og virker meget utiltalende og uhyggelig, særligt i slutningen. Men generelt er samspillet mellem tegnefilmsfigurerne og de såkaldte rigtige aktører meget troværdigt, både fordi de rigtige skuespillere gør det godt, men også fordi de flot animerede og fornemt tegnede figurer fungerer så godt.
Tag for eksempel Jessica Rabbit, med sexet stemme af K. Turner, hun er både fræk og tiltrækkende og jeg tror ikke på, at nogen kan lade være med at blive imponeret af hende, i en rolle som er en klassisk femme fatale. Men også Roger Rabbit er sjov og elskværdig, selv om han ikke har potentiale til at opnå en status som de helt store figurer i de korte tegnefilms verden, dertil er han alligevel lidt for blød.
Tempoet i filmen er i øvrigt godt, og der bydes på mange bindegale optrin i bedste tegnefilmsstil, tydeligt mest inspireret af Tex Averys klassiske vanvidskomiske korte tegnefilm, som også Jim Carreys ”The Mask” trak på. Men alt i alt er det en gennemført og stemningsfuld produktion, hvor man virkelig føler at man er i Los Angeles i 1940’erne, scenografien er formidabel, farvevalget er strålende og musikken arbejder for filmen. Indfaldene og handlingen iderige og det hele giver da lidt mening. Da Roger Rabbit siger, at humør er et stærkt våben, der fik han i hvert ram på mig.
Man må virkelig anerkende det flotte stykke arbejde som instruktør Zemeckis har gjort for at få det hele til at hænge så godt sammen, være så charmerende og samtidig også spændende. Spielberg har i øvrigt været medproducent.
Synd der aldrig kom den toer der var snak om, eller måske alligevel ikke, for nu står filmen som et uplettet mesterværk og en af de skønneste film der er lavet.
03/01-2004
