Hør nu her!

Jeg er helt med på præmisserne i en kærlighedsfilm, og en komedie, endda også én, der som "Love Actually" kredser om julen. Men selv med disse briller falder filmen til jorden. Det er ikke et spørgsmål om at være kynisk eller forvente realisme på de forkerte steder, for det gør jeg bestemt ikke (er der overhovedet nogen film, der er realistiske, og ville man gide se dem, hvis det var tilfældet?).
Mit problem er, at de små historier er for gennemskuelige og derfor virker filmen som helhed dårligt. "Vi skal også have en kritisk brod, så vi laver lige en scene, hvor premiereministeren kritiserer USA, og vi skal også huske børnene, så vi tager noget med en 11-årig, der bliver forelsket, og så må vi endelig have noget sang og musik, for det er jo jul."
Det er ligesom at lave en ret, hvor man blander nutella, spegepølse og popcorn, fordi de hver især plejer at smage godt, men hvor man mangler en hensigt udover blot at stimulere smagsløgene i tre forskellige retninger så længe måltidet står på.
Selvfølgelig er film ikke kun et budskab, men i meget høj grad et kommercielt produkt og et stykke underholdning, men det lykkes som regel for masser af film at få begge dele til at fungere fint sammen. Men man har med "Love Actually" simpelthen ikke gjort sig tilstrækkeligt umage med budskabet til at overbevise publikum om fornuften i at have betalt 70,- kr. for at se den.