Den Sociale Arv
4.0
Ung pige (Lohman) bliver anbragt i forskellige plejefamilier (som om muligt er endnu værre end hendes egen), efter at hendes mor (Pfeiffer) er kommet i fængsel for at myrde sin elsker.
Jeg indrømmer jeg kender ikke det sociale system i USA godt nok til at vide om denne film er repræsentativt for det, men er den det, så er det altså uhyggeligt og uværdigt for så rigt et land.
Men filmen fungerer ikke så meget som en anklage mod systemet, selv om det er indbygget i handlingen. Historien er mere end beretning om en ung piges forsøg på løsrivelse fra sin dominerende og tydeligt omsorgssvigtet mor, og piges kamp for at finde sin egen identitet, hendes kamp for at få et ordentligt liv og ikke ende som moderen.
Desværre går den ikke helt nok i dybden med piges problemer, selv om den stort set ikke handler om andet og den præges af en lidt typisk amerikansk (eller Hollywood’sk) tilgang til sit stof, så den psykologisk profil kan virke lidt for letkøbt og overfladisk, og visse problemer løses for nemt. Der går også, særligt hen mod slutningen lige meget rosenrødt patos i personerne og handlingen.
Men når den så alligevel fungerer godt, så skyldes det først og fremmest den unge og smukke Lohman i hovedrollen. Hun spiller godt, på en sympatisk måde og empatien for den person hun spiller er tilstede, også så publikum kan mærke den og leve sig ind i hende. Pfeiffer gør også en fornem indsats som den samfundsramte mor, der forveksler det at være stærk og selvstændig med det og være følelseskold og tro sig bedre end alle andre, og det er et billede af hende selv hun ikke efterlever, da hun jo netop myrder sin elsker, da han har en anden. I sidste ende må moderens billede af sig selv og hendes datter da også vige for sandheden da moderen sidder alene tilbage i fængslet uden et menneske som kan elske hende åbent og ærligt.
Handlingen er for det meste godt fortalt, men der er et par gange hvor man føler den springer for let hen over problemstillingerne, uanset hvordan den så ville have grebet det an, og springene i tid og rum kunne være bedre.
Jeg indrømmer jeg kender ikke det sociale system i USA godt nok til at vide om denne film er repræsentativt for det, men er den det, så er det altså uhyggeligt og uværdigt for så rigt et land.
Men filmen fungerer ikke så meget som en anklage mod systemet, selv om det er indbygget i handlingen. Historien er mere end beretning om en ung piges forsøg på løsrivelse fra sin dominerende og tydeligt omsorgssvigtet mor, og piges kamp for at finde sin egen identitet, hendes kamp for at få et ordentligt liv og ikke ende som moderen.
Desværre går den ikke helt nok i dybden med piges problemer, selv om den stort set ikke handler om andet og den præges af en lidt typisk amerikansk (eller Hollywood’sk) tilgang til sit stof, så den psykologisk profil kan virke lidt for letkøbt og overfladisk, og visse problemer løses for nemt. Der går også, særligt hen mod slutningen lige meget rosenrødt patos i personerne og handlingen.
Men når den så alligevel fungerer godt, så skyldes det først og fremmest den unge og smukke Lohman i hovedrollen. Hun spiller godt, på en sympatisk måde og empatien for den person hun spiller er tilstede, også så publikum kan mærke den og leve sig ind i hende. Pfeiffer gør også en fornem indsats som den samfundsramte mor, der forveksler det at være stærk og selvstændig med det og være følelseskold og tro sig bedre end alle andre, og det er et billede af hende selv hun ikke efterlever, da hun jo netop myrder sin elsker, da han har en anden. I sidste ende må moderens billede af sig selv og hendes datter da også vige for sandheden da moderen sidder alene tilbage i fængslet uden et menneske som kan elske hende åbent og ærligt.
Handlingen er for det meste godt fortalt, men der er et par gange hvor man føler den springer for let hen over problemstillingerne, uanset hvordan den så ville have grebet det an, og springene i tid og rum kunne være bedre.
08/01-2004
