Åndeligt Smalsporet

1.0
Tre unge fyre smides ud af deres studenterhus, og klæder sig derfor ud som piger, så de har et sted at leve, nemlig i et studenterhus der kun rummer grimme piger, mens de planlægger deres hævn.

Der har vi den igen, kloge piger er grimme og smukke piger er dumme, men så er der altid lige en som skal forestille at være grim, som en af vores hovedpersoner kan forelske sig i, og hun er i virkeligheden slet ikke grim, det skal vi bare tro, for vi kan jo ikke lade nogen forelske sig i en mindre køn pige, uha uha, hvordan ville det ikke se ud. At kærligheden faktisk på dette punkt ofte gør blind, det er lige meget her, det er målgruppen nok alligevel for hjernelam til at fatte.

Sådan kunne man godt mistænke instruktøren og producenterne for at tænke, for ellers ved jeg ikke hvilken undskyldning de vil bruge for at have lavet så åndeligt en smalsporet og fordummende film som den her, som foruden at være sexistisk og diskriminerende, også mangler gode indfald af enhver art.

Det eneste man kan rose den for er, at den i bund og grund omhandler transvestitter og lesbisk sex og det ses ikke ofte i amerikanske ungdomsfilm, men jeg nægter og tro at det har været et egentligt mål med produktionen.
Sorority Boys