Gensyn med skolegården
5.0
'Lars Ole 5.c' er Nils Malmros´ anden spillefilm - efter den idag glemte debutfilm 'En Mærkelig Kærlighed', som Malmros desværre ikke siden dens premiere i 1968 har ønsket i offentlig distribution; en ret corny film, hvis store sigte har det med at forfalde til banalitet. Inspirationen var den franske ny-bølge, og især Francois Truffauts mesterværk 'Jules et Jim'. Malmros har siden erkendt, at han snarere end inspiredes plagierede sine forbilleder. Og filmen fik da også kæmpe hug af pressen.
Men allerede i 1969 havde Nils Malmros sundet sig, og mødet med nogle gamle skolekammerater fik ham til at indse, at han i erindringer fra sin skoletid, lå inde med et særdeles godt film-stof. Ved endnu engang at agere nattevagt på Aarhus Kommunehospital finansierede Malmros endnu en amatørfilm, da hans manuskript blankt blev afvist af den nystartede filmfond.
Der skulle gå fire år fra indspilningerne til dens premiere i Århus, og først i 1974 kom filmen op i de københavnske biografer, efter at den havde deltaget på film-festivalen i Cannes. I 1975 vandt den en Bodil for bedste danske film, og endte som en sag i Folketinget, der til sidst gav Malmros tabsudlignelse.
'Lars Ole 5.c' minder mere om debutfilmen og den franske ny-bølge, end om Malmros senere værker. Men også med den tematik, som Malmros senere i "Ole-trilogien" dyrker til perfektionisme. Evnen til at fange følelser ved at vise et blik, en kejtet bevægelse eller forkert bemærkning - her er han mesteren. Som han selv har sagt, er det i midten af skolegården, livets væsentligste øjeblikke er for en 12-årig. I modsætning til Malmros´ senere hovedværker, når 'Lars Ole 5.c' ikke at få samme følelsesmæssige virkninger, især pga den hurtige klipning og kamerabevægelse. For mig svækker det den lidt i forhold til 'Drenge' og selvfølgelig især 'Kundskabens træ', det uomtvistelige mesterværk i hans produktion, men man accepterer det egentlig ganske let, og glæderne er så mange ved filmen, at de til fulde overskygger manglerne.
Når man betragter Malmros som auteur, er det især konfilkten mellem Eros og psyke (med Malmros egne ord), der falder i øjnene. Det er et fast tema gennem hele produktionen: I 'En mærkelig kærlighed' er det drømmepigen Elisabeth, der er hovedpersonens fantasi; i 'Kundskabens træ' er det idealiseringen af Maj-Britt; i 'Skønheden og Udyret' Ødipus fortællingen; i 'Århus By Night' filminstruktørens betagelse af den kvindelige hovedrolle-indehaver; i 'Kærlighedens smerte' får følelsen navn; 'Barbara' er det til det yderste; og selv i Malmros seneste film 'At kende sandheden' findes det, i faderens forelskelse i en drømmepige. - I 'Lars Ole 5.c' er Lars Ole forelsket i den lille Inger, fra klassen under (i alle Ole-filmene forelsker Malmros´ alter-ego sig i en pige fra klassen under). Uheldigvis "kommer hun sammen" med den smarte Hanse, der ovenikøbet kommer fra det fine kvarter Louiseparken. Alt i mens er en jævnaldrendre pige forelsket i HAM, hvilket skaber splid i forholdet til vennen John, der er forelsket i HENDE. Men typisk for Malmros´ hovedpersoner, må de nødvendigvis melde fra, når virkeligheden banker på døren, og bliver vanskelig. Den idealiserede kærlighed, er der, hvor de føler sig hjemme.
Det kan virke lidt pudsigt, at se flere af drengene (filmen skal forestille at foregå i halvtredserne) have skulderlangt hår, men ellers finder Malmros tonen meget fint. Selv har han en lille rolle som musiklærer, og krediteres Nils Sigurd Malmros. Og hvor klipning, eftersynkronisering, og kameraføring halter lidt, er Gunnar Møller Pedersens musik outstanding.
'Lars Ole 5.c' er en både morsom og ret grum film, og når skoleinspektøren lukker filmen med ordene "Jeg håber, I har haft en god aften. Tak for i aften", har man ikke kun fået en dejlig reminder om skoletiden, men også om hvor svær den tid var; om vigtigheden af at være "inde i varmen", også selvom man må købe sig vej frem; vigtigheden af, at skjule sine følelser for det modsatte køn; og om trods alt holde på sine rigtige venner. Her er 'Lars Ole 5.c' unik, en amatørs værk - men hvilken amatør !
Men allerede i 1969 havde Nils Malmros sundet sig, og mødet med nogle gamle skolekammerater fik ham til at indse, at han i erindringer fra sin skoletid, lå inde med et særdeles godt film-stof. Ved endnu engang at agere nattevagt på Aarhus Kommunehospital finansierede Malmros endnu en amatørfilm, da hans manuskript blankt blev afvist af den nystartede filmfond.
Der skulle gå fire år fra indspilningerne til dens premiere i Århus, og først i 1974 kom filmen op i de københavnske biografer, efter at den havde deltaget på film-festivalen i Cannes. I 1975 vandt den en Bodil for bedste danske film, og endte som en sag i Folketinget, der til sidst gav Malmros tabsudlignelse.
'Lars Ole 5.c' minder mere om debutfilmen og den franske ny-bølge, end om Malmros senere værker. Men også med den tematik, som Malmros senere i "Ole-trilogien" dyrker til perfektionisme. Evnen til at fange følelser ved at vise et blik, en kejtet bevægelse eller forkert bemærkning - her er han mesteren. Som han selv har sagt, er det i midten af skolegården, livets væsentligste øjeblikke er for en 12-årig. I modsætning til Malmros´ senere hovedværker, når 'Lars Ole 5.c' ikke at få samme følelsesmæssige virkninger, især pga den hurtige klipning og kamerabevægelse. For mig svækker det den lidt i forhold til 'Drenge' og selvfølgelig især 'Kundskabens træ', det uomtvistelige mesterværk i hans produktion, men man accepterer det egentlig ganske let, og glæderne er så mange ved filmen, at de til fulde overskygger manglerne.
Når man betragter Malmros som auteur, er det især konfilkten mellem Eros og psyke (med Malmros egne ord), der falder i øjnene. Det er et fast tema gennem hele produktionen: I 'En mærkelig kærlighed' er det drømmepigen Elisabeth, der er hovedpersonens fantasi; i 'Kundskabens træ' er det idealiseringen af Maj-Britt; i 'Skønheden og Udyret' Ødipus fortællingen; i 'Århus By Night' filminstruktørens betagelse af den kvindelige hovedrolle-indehaver; i 'Kærlighedens smerte' får følelsen navn; 'Barbara' er det til det yderste; og selv i Malmros seneste film 'At kende sandheden' findes det, i faderens forelskelse i en drømmepige. - I 'Lars Ole 5.c' er Lars Ole forelsket i den lille Inger, fra klassen under (i alle Ole-filmene forelsker Malmros´ alter-ego sig i en pige fra klassen under). Uheldigvis "kommer hun sammen" med den smarte Hanse, der ovenikøbet kommer fra det fine kvarter Louiseparken. Alt i mens er en jævnaldrendre pige forelsket i HAM, hvilket skaber splid i forholdet til vennen John, der er forelsket i HENDE. Men typisk for Malmros´ hovedpersoner, må de nødvendigvis melde fra, når virkeligheden banker på døren, og bliver vanskelig. Den idealiserede kærlighed, er der, hvor de føler sig hjemme.
Det kan virke lidt pudsigt, at se flere af drengene (filmen skal forestille at foregå i halvtredserne) have skulderlangt hår, men ellers finder Malmros tonen meget fint. Selv har han en lille rolle som musiklærer, og krediteres Nils Sigurd Malmros. Og hvor klipning, eftersynkronisering, og kameraføring halter lidt, er Gunnar Møller Pedersens musik outstanding.
'Lars Ole 5.c' er en både morsom og ret grum film, og når skoleinspektøren lukker filmen med ordene "Jeg håber, I har haft en god aften. Tak for i aften", har man ikke kun fået en dejlig reminder om skoletiden, men også om hvor svær den tid var; om vigtigheden af at være "inde i varmen", også selvom man må købe sig vej frem; vigtigheden af, at skjule sine følelser for det modsatte køn; og om trods alt holde på sine rigtige venner. Her er 'Lars Ole 5.c' unik, en amatørs værk - men hvilken amatør !
08/01-2004