bedste boksefilm ever?!?

Disse sidste par år har jeg undret mig over, hvorfor Ali ikke kom op i de danske biografer, og da jeg hørte rygter om, at den slet ikke ville blive udsendt i Danmark, kunne jeg da slet ikke forstå det. En Michael Mann film med en velspillende Will Smith. Hvordan kan det ikke blive en succes? Efter at have set den forstår jeg det nok lidt bedre. Ali er en smal film, som det store main-stream publikum ikke vil tage til sig. Det gør den ikke dårlig, men anderledes fra det, jeg havde troet om den.

Jeg har altid været fan af Will Smith, selvom det har været svært med film som Wild Wild West og Men In Black 2. Med Ali slog han fuldstændig benene væk under mig (og nok også en masse anmeldere). Jeg troede ikke han kunne spille bedre end han gjorde i Enemy Of the State, men Ali kommer til at stå som et højdepunkt i hans karriere. Hans fysik er helt perfekt, og hans afdæmpede og indsigtsfulde præstation fortjente virkelig den oscar, som han var nomineret til. Alle andre skuespiller i filmen gør det ligeledes godt; Ron Silver og Jon Voight har før bevist at de sagtens kan. Michael Mann har ligeledes været modig med birollerne (jeg kunne ikke forestille mig, at Smith var det mest åbenlyse valg som Ali). Jamie Foxx, Mario Van Peebles, Jeffrey Wright, Jada Pinkett Smith, osv. De har aldrig før vist, at de virkelig kan spille godt, men det gør de her. Mann er en fremragende personinstruktør.

Vi dumper ned midt i Ali’s liv, hvor han vinder verdensmesterskabet. Vi får ikke noget at vide om hans barndom (kun i meget få og korte klip), og kan derfor ikke sympatisere eller helt forstå alt det han gør. I forhold til film som Hurricane, hvor spændingen var en stor del af filmen, er realismen det, der præger Ali. Filmen er så fascinerende, fordi Mann ikke har vist Ali som en helgen, men vi får alle hans fejl at se. Utroskab, den lettere blindhed mod hans tro, det store had mod de hvide. Det er ikke skåret væk, for at vi skal holde af Ali, men det er kommet med for at vi kan forstå ham. Og det kommer vi til i slutningen af filmen. Vi forstår virkelig hans indædte had mod de hvide, og hans evige trang til at sejre. Michael Mann var (så vidt jeg hsuker) ikke engang oscar-nomineret som bedste instruktør, og det er da næsten en forbrydelse, da han har givet os en biografisk film, som er så realistisk, at jeg ville tro, det var en dokumentar.

Filmen er desuden decideret smuk med det håndholdte kamera, som virkelig går tæt på personerne. Det er en stil, som Mann også viste i The Insider, og jeg finder den imponerende. Ligeledes med den stille musik, kan Michael Mann simpelthen noget med filmmediet, som ingen andre kan. Det er ikke ufokuseret dogme, det er smuk kameraføring.

Alt i alt et undervurderet drama, som ikke fik den velfortjente succes, da den ikke er som alle de andre dramafilm fra Hollywood. Det er flot, at Mann tør gå sin egen vej, også lave en realistisk og gribende film som denne. Ikke hans bedste, men meget seværdig.