Kvalmende
2.0
Jeg zappede rundt på tv-kanalerne, og kom tilfældigvis ind i begyndelsen af Bicentennial Man. Det tegnede egentlig meget godt, og jeg var temmelig fascineret af visualiseringen af en fremtid med menneskelignende robotter. Samtidig var det rart at se en film som gav sig tid til at fortælle historien; en film i et roligt tempo, rolig kameraføring og flotte billeder osv.
Med tiden bliver følelsesregistret hos robotten Andrew temmelig udviklet. Ikke at han begynder at være morgensur, smågnaven, kolerisk eller får andre dårlige karaktertræk. Næh! Andrew bliver den mest nuttede, kærlige og hengivne robot man overhoved kunne forestille sig. Han skriver poesi, skærer fine små træfigurer til Little Miss (bare navnet), og elsker svulstige tårepersende opera-arier af Madam Butterfly-kaliber, osv. osv. Det fandme uhyggeligt du! Spøg til side: tilsidst kommer det bare til at virke temmelig umenneskeligt og fremkalder en kvalmende fornemmelse.
Når man i over 2 timer har været tilskuer til et øredøvende crescendo i franske vafler og marengs, så nytter det ikke at filmen teknisk set (især billedsiden) er fremragende.
Med tiden bliver følelsesregistret hos robotten Andrew temmelig udviklet. Ikke at han begynder at være morgensur, smågnaven, kolerisk eller får andre dårlige karaktertræk. Næh! Andrew bliver den mest nuttede, kærlige og hengivne robot man overhoved kunne forestille sig. Han skriver poesi, skærer fine små træfigurer til Little Miss (bare navnet), og elsker svulstige tårepersende opera-arier af Madam Butterfly-kaliber, osv. osv. Det fandme uhyggeligt du! Spøg til side: tilsidst kommer det bare til at virke temmelig umenneskeligt og fremkalder en kvalmende fornemmelse.
Når man i over 2 timer har været tilskuer til et øredøvende crescendo i franske vafler og marengs, så nytter det ikke at filmen teknisk set (især billedsiden) er fremragende.
12/01-2004
