han tager sin tid

Imponerende og smuk krigsdrama, der overrasker ved at være poetisk, og derved også en smule svært tilgængelig. Instruktøren Terence Malick er ikke en særlig produktiv filmskaber, men hans film er ren kvalitet, og anderledes at se. The Thin Red Line er noget så sjældent som en smuk poetisk krigsfilm, der virkelig kan fænge mig med orderne.

En så stjernebesat film er svær at finde, men der er ingen krukkerier eller stjernemanér over nogle af skuespillerne. Selv megastjerner som George Clooney bliver næsten ligeså overset som statister. Det er ikke en skidt ting, da det betyder god casting og meget velspillende skuespillere. Tre stikker dog ud ved at have lidt større roller, men som også spiller fremragende: Nick Nolte er krigsliderlig chef, Sean Penn er eftertænksom soldat, men Jim Caviezel gør det flot med sin indelukkede præstation, som senere har vist sig kun virker i denne film. Det er flot filmet, og kameraet følger soldaterne i deres højde, og vi får ingen imponerende scener fra fugleperspektiv. Det sætter publikum i soldaternes sted, og det virker også efter hensigten, at siv og grene bøjer sig for kameraet. Hans Zimmer beviser igen, at han er den bedste komponist i filmverdenen, og vi får ingen klam patriotisk musik. Der er en scene i filmen, hvor de amerikanske soldater angriber en lille landsby og skyder en masse fjender. Musikken starter stille ud, men bliver så højere og højere, for til sidst at overdøve næsten det hele. Det er hamrende gribende og filmens bedste scene.

For mig at se handler filmen meget om destruktion af naturen. To scener er absolut fremragende: en lille fugl, der spræller døende rundt, og et langt klip af siv der bøjes af vinden, hvorefter de bombes fuldstændig. Jeg synes de to scener viser ligegyldigheden i krigen. Jeg kan rigtig godt lide Malicks poetiske indgang til krigen: en soldat bliver hele tiden i flashback påmindet om hans kærlighed til hans kone. Kærligheden driver ham ikke til krig og heltemodige indsatser, men den holder ham levende. Giver ham en grund til at overleve vanviddet. Og krigen bliver virkelig fremstillet som vanvid. En vanvittig soldat pointere, at alle disse spildte liv går ud på landjord. Og der siger filmen det hele: krig bliver ikke udkæmpet af kærlighed, men af egoistiske og malplacerede idealer.

En lille notits til Kasper: jeg er overrasket over, at du ikke kan lide denne film. I dit indlæg af Braveheart siger du, at englænderne bliver vist som ondskabsfulde tyranner. I denne film bliver fjenderne mere vist som mennesker, end de gør i andre film. Der mangler stadig en del for at vise, at krigen har to sider, men der prøves lidt her. Det er ingen kritik, slet ikke! Men at give den to stjerner er at sætte den i bås med Behind Enemy Lines, og det synes jeg ikke den fortjener. Endnu engang, ingen kritik, men jeg troede bare det var sådan en slags film du kunne lide. (nyder at læse dine rigtig gode anmeldelser)

Filmen er lidt for lang og tung, men den er så smuk for mig, da den er mere end bare en krigsfilm. Et poetisk, ja mesterværk ville være for meget, men fascinerende film. At Oscar’en for bedste instruktør gik til John Madden for den overfladiske Shakespeare In Love er uretfærdigt. Terence Malick eller mere Steven Spielberg var værdige vindere. Men so it goes.