Eastwoods paradoks

Clint Eastwood levere med ”Mystic River” i store træk den efterhånden længe
ventede vare fra hans side. Med titler i bagagen som ”The Unforgiven”, ”A Perfect World” og ikke
at forglemme ”Play Misty For Me” og ”Honky Tonk Man” er det paradoksalt at Eastwood som instruktør har lagt navn til efterhånden en god håndfuld utilstrækkelige titler, der på ingen måde står mål med ovenstående.
Derfor er det også en frydefuld fornemmelse at kunne konstatere at med ”Mystic River” har
Eastwood i store træk skabt en film der står mål med hans bedste titler.
Det er først og fremmest historien i ”Mystic River” der er fængende og atypisk amerikansk, temaer som afmagt, skæbner, samvittighed og selvtilstrækkelighed bærer filmen hele vejen, og står
yndefuldt uforløst tilbage nærmest malet i hovederne på os der i ly af biografmørket har overværet dramaet. Sean Penn og Tim Robbins spiller noget nær det bedste der er set fra deres side i rollerne som Jimmy og Dave, det er ikke mindre end mesterligt præsteret.
Men når alt dette er sagt har filmen desværre også sine knuder, det er til tider frustrerende at
Eastwood som instruktør tilsyneladende undervurderer sit publikum ved gang på gang at skære handlingen ud i pap for os, unødvendige flashbacks og overflødig parallel historie i forståelsen af
Sean’s (Kevin Bacon) karakter, hvis mystiske ekskone i tide og utide ringer op til ham uden at have noget på sinde. Præcis på samme måde virker disse elementer i filmen, unødvendigt tavst.
”Mystic River” skal først og fremmest ses for den fremragende historie leveret overbevisende af
de medvirkende skuespillere. Clint Eastwood formår med ”Mystic River” at genfinde sig selv som instruktør og slipper fornemt af sted med det, dog uden at skabe en titel som de førstnævnte