Ringen Slutter

Frodo (Wood) og Sam (Astin) er på vej ind i Mordor hvor magtens ring skal destrueres, men Gollum (Serkis) som skal vise dem vej, er godt på vej til at så splid i deres ellers førhen urokkelige venskab. Alt imens er Saurons styrker på vej ind i Midgård, og Gangalf (McKellen), Arogorn (Mortensen) og andre af det frie folks sidste forsvar må forberede sig på det endelige opgør.

Jeg mangler simpelthen gloser der er skamrosende nok til at beskrive dette på alle måder ubeskrivelige mesterværk og desværre sidste film i trilogien, og jeg er duperet over at Jackson formår at holde dampen og kvaliteten helt i top endnu engang i en historie, som man engang har ment var umulig at filmatisere og yde retfærdighed. Men det synes jeg at Jackson gør og det på flotteste tænkelige måde, med en film hvor hvert eneste billede er smukt som et enestående maleri af de store mestre igennem tiderne. Filmen er helt enkelt genialt fotograferet og komponeret, scenografien er enestående og gennemført. Det er en af de flotteste film der er begået på alle måder.

Det er jo altid let at synes at der mangler ting fra bogen, eller at noget ikke burde have været lavet om, men en film og en bog er nu engang to forskellige måder at fortælle historier på, så der må ske ændringer når man overfører fortællingen fra det ene medie til det andet. Jeg tror i hvert fald, at havde Peter Jackson og hans team prøvet at følge bøgerne slavisk, så havde filmene ikke rigtigt rykket, som de gør nu (og tag ikke fejl, jeg er en stor fan af bøgerne). Men af den grund burde man slet ikke sammenligne, men bedømme filmen på dens egne præmisser og det vil jeg derfor så vidt det er muligt forsøge. Udover det, så mener jeg faktisk også at Jackson har forbedret historien på nogle punkter, Gollum er i hvert fald mere spændende end i bogen, og det er ikke ofte man ser det i en film.

På skuespillersiden fungerer filmen stadig virkeligt godt, og i denne del er det blevet Astin der skinner igennem med en bravur indsats, som den jævne og elskværdige Sam, der ender som historiens største helt (i øvrigt lige som i bogen, men det er vitterligt fortalt smukt her). Hans præstation er simpelthen så menneskelig (øh, Hobitlig?) ægte og indfølt, på en meget varm og jordnær måde, at der for mig ikke skulle lyde indvendinger hvis Astin blev indstillet til en Oscar for rollen. Han repræsenterer ganske enkelt alt det der kendetegner en af LOTR’s vigtigste ingredienser, såsom venskab, loyalitet, uselviskhed, opofrelse og sammenhold på en måde, så det fulgte med mig personligt flere dage efter jeg havde set filmen. Det er et stærkt og også sjældent syn at se en ung skuespiller blomstre op på den måde, og så lige for øjnene af en. Hans præstationer i de forrige film var fine, men han overgår dem totalt her.

Også Wood giver en kompetent præstation som Frodo, man mærker virkelig hans lidelser over at bære vægten af alt det onde som ligger i ringen og dens mange fristelser. McKellen gør atter en sikker indsats som troldmanden Gandalf, selv om han var bedst i første film. Halvdanske Mortensen er ligeledes en god Aragorn, men man kunne ønske lidt mere vældelig spil, når han skal forestille at træde i karakter og tage sit ansvar og acceptere sin skæbne som Konge. Andre burde nævnes, for der er meget sublimt skuespil af respektable skuespillere og ingen falder igennem. Jeg vil dog nøjes med at nævne Serkis arbejde som Gollum, eller skulle jeg skrive Serkis sammenarbejde med effektfolkene for at skabe en computergeneret figur, der med sit skizofrene sind gør en interessant og spændende figur, som man både afskyr og føler medlidenhed med. Han er tvetydig og lumsk, men meget ægte og troværdig, både selve den fantastiske bedrift af en effekt som han er, men også hans person er overbevisende ud over alle grænser.

Historien med alle dens små sidegrene, er imponerende fortalt, med både tid til de rolige øjeblikke, men også massere for øjet og med en underholdningsværdi der overstiger det meste andet der er lavet. Det hænger fint sammen, men der er mange personer og mange ting at holde styr på, så der skal følges med, og jeg er ikke sikker på at alle får fat i alt.

Men ellers bydes der på monstrøse og vellavet actionsekvenser, medrivende og spændende momenter og øjeblikke med plads til de menneskelige følelser. Det er mastodontisk og pompøst, men det hører til genren og til hele det univers den foregår i og sådan vil jeg have det.

Men foruden at det er en god historie, som fortælles godt, så er der også mange enkeltstående scener der er værd at fremhæve. En scene som da Legolas nedlægger Olifanten er helt forrygende og der var da også velfortjente klapsalver fra hele biografsalen. Men også da Gandalf rider hen over sletten og med sin stav jager Nazgül på flugt, under et angreb på en gruppe riddere er et smukt og betagende syn, som har printet sig fast på min nethinde, og ikke at forglemme da Frodo hænger under de store ørne, det er både æstetisk og poetisk. Et af filmens klimakser (der er flere) er naturligvis det store slag hen mod slutningen, og det er noget af det mest overlegne og formidable set i en film til dato. Pragtfuld og medrivende action på en stor skala, men uden at glemme de små klip af mennesker der lider på grund af krigen, og det giver den lige den ekstra dimension som mange film i sådanne genrer ikke opnår. Ideen med spøgelseshæren er også iøjnefaldende godt realiseret, selv om jeg indrømmer at kampen afrundes lige let nok når de træder til, og havde de ikke været uovervindelige havde det intet gjort.

Slutningen har været omdiskuteret, og den er lang (som den også er i bogen). Der har været dem som gerne ville have den bare skulle cuttes (og dem der mente det modsatte), og sådan ville jeg ofte også have haft det med nogle film, men det ville være helt forkert her. Når man har været i selskab med vores helte i så mange timer, i et par år, så vil jeg i hvert fald gerne have lov til at sige ordentligt farvel. Jeg fandt slutningen god, den kedede mig absolut ikke, men jeg indrømmer den er en af filmens svagere dele, hovedsagligt fordi den er en smule uskøn lavet med slutning klasket på slutning og kunne nok have været gjort mere elegant. Det ville måske også have hjulpet hvis man havde fået fortællingen fra bogen om hvordan Hobitterne må befri Herredet, der viser sig at være besat da de vender hjem, så havde det hele heller ikke fremstået helt så sukret. Men på den anden side, så har vi lige fået massere af action og store slag, så det kunne på film eventuelt også have virket malplaceret, og da Jackson jo skal skære noget fra for at få plads til selve hovedhistorien, så er det et af de naturlige steder at gøre det. Jeg var ikke overrasket. Til gengæld blev jeg mere end positivt overrasket over filmens rolige begyndelse, hvor vi får historien om Gollum.

Effekterne, og det er mange, er fabelagtige og sætter atter engang nye standarder og når nye højder. De er samtidig godt integreret i historien, de skal ikke bare imponere, men er en del af fortællingen på en naturlig facon. På lydsiden fungerer filmen også mere end upåklageligt, og musikken af Howard Shore hører atter til noget af det bedste set i filmhistorien, ufatteligt at han ikke har vundet flere priser med den. Den er både iørefaldende, bevægende, tidløs og understøtter historien perfekt.

Der er ingen tvivl hos mig, Jackson og hans folk har skabt dette episke storværk med respekt og kærlighed, og man kan kun forundres over hvordan det er lykkes dem at skabe noget så perfekt som det her. Hvis ikke filmen denne gang belønnes med en af de eftertragtede Oscars (som indrømmet er en af de mere publikums venlige priser, hvad der får nogle filmsnobber til at rynke på næsen af den), og ikke kun på det tekniske område som de tidligere år, for det kolossale og imponerende arbejde Jackson har hans team har gjort, så mister denne pris efterhånden sin sidste rest af troværdighed. Men som man kender akademiet, så kan det vel næppe overraske hvis denne monumentale storfilm atter overses, fantasy er ikke det som belønnes, heller ikke selv om det er årets klart bedste film.

Der er i hvert fald ingen tvivl hos mig, at dette her er filmhistoriens ubetinget største bedrift. Det er et eventyr der rummer alt og så lidt til, både når vi snakker om medrivende kampscener, fortælleglæde og massere man kan bruge tid på at tænke over (hvad symboliserer ringen, for det kan tolkes som flere ting, hvor stor magt har den reelt, dens indflydelse på dens bærer og den menneskelige psyke bag og meget, meget mere). Jeg kunne i hvert fald forsvinde i dette univers i uendelige lange tider.

Det der kendetegner filmene er selvfølgelig den gode historie, men i særdeleshed også den menneskelighed de rummer og de figurer der befolker historien. De portrætteres med indsigt og ærlighed, så man tror på dem og man tror på deres kamp for det gode, imod alle odds.

Så det er et værdigt sidste kapitel som Tolkien ville have elsket, hvis han altså kunne have tålt at nogen rørte hans livsværk, for han var temmelig ømfindtlig på dette område.

Samlet set, altså de tre film tilsammen, er det absolut den bedste, mest gennemførte og vellykkede trilogi der nogensinde er lavet, og jeg tvivler på, at jeg i min livstid atter ser så fantastisk en trilogi og så vellykkede film som de tre LOTR, jeg har i hvert fald aldrig set det før disse film.

Tilbage er kun at håbe på, at Jackson får mulighed for at filmatisere ”Hobitten” også, men det kræver at man løser problemerne med rettighederne, og så naturligvis den forlængede udgave af ”Return Of The King”, som jeg slet ikke kan vente på.