deler folk - kald mig naiv
6.0
Hvis jeg nu skulle forholde mig objektivt til denne film ville den ikke have fået topkarakter. Men da det nu er en Michael Bay-film (hans tre forrige film er ligeledes med denne blandt mine favoritfilm) er det lidt umuligt for mig. Jeg bedømmer den heller ikke udfra at være en krigsfilm, da den forudsigelige kærlighedshistorie virker urealistisk og uvedkommende i forhold til de tragiske hændelser. Derfor er det måske et underlig indlæg, som jeg kommer med her, men jeg kan ikke lade vær med at holde af denne film, på trods af dens mange fejl og mangler.
Der er dejlig ukrukket spil fra alle indblandet, og jeg var især overrasket over Ben Afflecks indsats. Vi snakker ikke Oscar til nogle af dem, men de gør det de skal, og de gør det fint. Tom Sizemore er nu en besynderlig og sej skuespiller at se på. Manuskriptet er skrevet af Randall Wallace, som også skrev Braveheart. Derfor er man lidt overrasket over den trivielle kærlighedshistorie denne film er pakket ind i. Jeg ved godt, at kærligheden ikke er sådan, som den fremstilles her, men jeg kan ikke gøre andet end at blive bare lidt rørt. For sådan kunne det være. På film. Bay har gennem sine film skabt et univers, som langtfra er realistisk, men som jeg nyder meget at leve mig ind i. Mændende er helte, kvinderne skønne, livet er smukt, men tragisk, og ofre er uundgåeligt. Mange anmelder finder hans univers påklistret og naiv, og derfor har hans film fået mange hug. Men… Jeg nyder det. Velkommen til virkelighedsfjern.
Hævnen er sød, siger denne film. Jeg tror ikke på det, og det endelige slag mod Japan er et lidt mislykket forsøg på at vende en fiasko om til succes. Den sidste voice-over fra Kate Beckinsale er ligeledes mislykket og kunne sagtens have været undværet. Filmen er kommerciel og hamrende patriotisk. Amerika er ofret, som rejser sig og giver igen. Lidt for enøjet. Med kærlighedshistorien og patriosmen skyder filmen næsten sig selv i benet. Der hvor den finder oprejsning er i de gribende og skræmmende momenter, som er set værre i andre krigsfilm, men som alligevel lykkes fint her. Især scenen, hvor Affleck holder en druknende soldat i hånden er en smule rystende. Men ellers finder jeg altså også filmen gribende og en smule rørende, selvom vi snakker følelsesmanipulation så det batter.
Kald mig bare overfladisk, men jeg kan godt lide visuelle flotte film, også selvom der ikke er det helt store substans. Michael Bay (med Jerry Bruckheimer) er mester når det handler om det visuelle! Hans film er forrygende flotte, og vi snakker ikke kun effekter. Kameraet skaber de flotteste scener, og det er næsten utroligt hvor lækker det ser ud. Med Hans Zimmers flotte musik i baggrunden er denne film, ja, unik. På godt og ondt. Men fejlene overgåes af intentionerne og Bays sikre instruktion og overblik.
Nu kan jeg læse mig til, at Das Gott har fået en del udskæld for at elske denne film. For jer, der har tænkt sig at gøre det samme her, lad bare hver. Jeg kan se dens fejl ligeså godt som i kan. Jeg finder den stadig fremragende.
Der er dejlig ukrukket spil fra alle indblandet, og jeg var især overrasket over Ben Afflecks indsats. Vi snakker ikke Oscar til nogle af dem, men de gør det de skal, og de gør det fint. Tom Sizemore er nu en besynderlig og sej skuespiller at se på. Manuskriptet er skrevet af Randall Wallace, som også skrev Braveheart. Derfor er man lidt overrasket over den trivielle kærlighedshistorie denne film er pakket ind i. Jeg ved godt, at kærligheden ikke er sådan, som den fremstilles her, men jeg kan ikke gøre andet end at blive bare lidt rørt. For sådan kunne det være. På film. Bay har gennem sine film skabt et univers, som langtfra er realistisk, men som jeg nyder meget at leve mig ind i. Mændende er helte, kvinderne skønne, livet er smukt, men tragisk, og ofre er uundgåeligt. Mange anmelder finder hans univers påklistret og naiv, og derfor har hans film fået mange hug. Men… Jeg nyder det. Velkommen til virkelighedsfjern.
Hævnen er sød, siger denne film. Jeg tror ikke på det, og det endelige slag mod Japan er et lidt mislykket forsøg på at vende en fiasko om til succes. Den sidste voice-over fra Kate Beckinsale er ligeledes mislykket og kunne sagtens have været undværet. Filmen er kommerciel og hamrende patriotisk. Amerika er ofret, som rejser sig og giver igen. Lidt for enøjet. Med kærlighedshistorien og patriosmen skyder filmen næsten sig selv i benet. Der hvor den finder oprejsning er i de gribende og skræmmende momenter, som er set værre i andre krigsfilm, men som alligevel lykkes fint her. Især scenen, hvor Affleck holder en druknende soldat i hånden er en smule rystende. Men ellers finder jeg altså også filmen gribende og en smule rørende, selvom vi snakker følelsesmanipulation så det batter.
Kald mig bare overfladisk, men jeg kan godt lide visuelle flotte film, også selvom der ikke er det helt store substans. Michael Bay (med Jerry Bruckheimer) er mester når det handler om det visuelle! Hans film er forrygende flotte, og vi snakker ikke kun effekter. Kameraet skaber de flotteste scener, og det er næsten utroligt hvor lækker det ser ud. Med Hans Zimmers flotte musik i baggrunden er denne film, ja, unik. På godt og ondt. Men fejlene overgåes af intentionerne og Bays sikre instruktion og overblik.
Nu kan jeg læse mig til, at Das Gott har fået en del udskæld for at elske denne film. For jer, der har tænkt sig at gøre det samme her, lad bare hver. Jeg kan se dens fejl ligeså godt som i kan. Jeg finder den stadig fremragende.
18/01-2004
