Legesyg Tyndben

3.0
De tre engle får til opgave at opspore et par fingerringe, der er blevet stjålet. Ringene indeholder oplysninger om de vidner der er kommet under et beskyttelsesprogram.

Film nummer to om Charlie’s engle, som jo en bygget på en Tv-serie, er en rigtig legesyg actionkomedie, og den er måske en af de mest overdrevne jeg endnu mindes at have set. Indimellem og faktisk ret ofte, kammer det over og bliver hysterisk og unødigt larmende, men det er svært ikke at blive smittet af det gode humør som de tre piger i hovedrollen udviser, og her skal særligt Diaz fremhæves, hun er herlig.

Desværre virker det som om at man er totalt ligeglad med den spinkle handling man prøver at fortælle og det ødelægger den spænding der kunne være, og det gør at man som seer næsten ikke gider involvere sig i hvad der foregår.

Som skrevet er actionscenerne dybt urealistiske og noget af det mest overdimensionerede man kan finde, og det er her filmen klarer sig bedst og for alvor lever, men der er beklageligvis ikke helt nok af dem til at det ikke indimellem bliver kedeligt, når nu handlingen er så ligegyldig og uspændende, og det er også ærgerligt når det nu er dem vi som seere kan more os mest over.

Pudsigt nok bruger ingen af heltinderne våben (er der måske en enkelt scene, jeg mindes og tror det ikke), og det siges at være fordi Barrymore, som også er producent, er imod den våbenlov der er i USA. Men om det så er en god ide i en actionfilm kan diskuteres, det kan virke lige lovligt politisk korrekt, men egentlig generer det ikke en mens man ser den.

Filmen indeholder en del cameos af mere eller mindre kendte skuespillere, blandt andet Bruce Willis optræder i en meget lille rolle, og der er også en del referencer til andre film og serier, særligt fra 70’erne, så man kan faktisk stille spørgsmålstegn til om hele produktionen her kandiderer til at blive kaldt en selvstændig film, for den er ofte så indforstået indenfor filmens verden og sit egent univers, at det til tider er mere en metafilm end noget andet. Men for filmbuff’s kan det være ganske morsomt at se hvor mange af disse man får fat i.

Lydsiden med dens mange bulder og brag er selvfølgelig tip top som de efterhånden er i alle disse dyre Hollywood produktioner, men der er også en hel del gode sange med, de fleste af den af ældre dato.

Som skurk ses den engang så feteret Demi Moore, som der ellers på filmsiden har været meget stille omkring i flere år, og hun må siges stadig at være ret hot at se på (hun har helt sikkert haft en god kirurg). Hun gør det egentlig ganske godt, virker i hvert fald ret kold i rollen, men måske det bare ligger naturligt til hendes personlighed.

Ellers kan jeg sige at ”Charlie’s Angels: Full Throttle” er letbenet og hurtigt glemt middelmådig underholdning som, hvis den ikke er bedre en etteren, så i hvert fald er lige så god. Kunne man lide den første, så burde toeren også falde i ens smag, ellers skal man nok holde sig langt, langt væk.

I USA fik filmen forståeligt nok, ikke den forventede succes, men den har på verdensplan alligevel tjent mere end rigeligt til at kunne kaldes en succes, og på den baggrund er kan de godt gå i gang med en treer, om de så gør det må tiden vise.
Charlie's Angels: Uden hæmninger