It takes one to kill more!

De vender tilbage fra borgerkrigen, men hurtigt erfarer de benhårde drenge, at de er ikke kommet hjem for at holde ferie, men for at afslutte krigen.

Ukompliceret og helt igennem underholdende affære, men desværre står filmen svagest på historiesiden. Historien undskyldes med de sædvanlige argumenter, og det er at instruktøren blot iværksætter endnu mere kaos ud over alle grænser for at skjule den tynde historie. Kuglerne flyver om ørerne og indbyggertallet falder drastisk, og det er tegn på, at der er nogle benhårde drenge der skal nedkæmpes og de kæmper til sidste fløjt.

Hævnen er sød. Colin Farrell (Jesse James) får sig hurtigt rodet i en masse skuddueller og en romantisk skovtur med en ung kvinde, og handlingen er som så ofte fuldstændig ligegyldig. De bruger krudt på at snakke lidt, skyde lidt og så skyde helt igennem. Der blev ikke sparet på kuglerne, det er en ting der er helt sikkert. Modstanderne er som så ofte verdens dårligste skytter, Jesse James kan tilfældigvis undgå kugler, og de kan bare ikke ramme ham, uanset hvor tæt på man er. Som i kan fornemme, så er vi væk fra enhver form for realisme, og det er måske underordnet i sådanne film? Eller er det?

Colin Farrell er ellers et glimrende valg og gør det faktisk ganske fornuftigt langt hen ad vejen, men instruktøren behandler ham overfladisk, og ikke for at nævne de andre medvirkende. Man skal bare se sej ud, smile lidt til kameraet og fyre et par frække bemærkninger af, og så er den hjemme. Men heldigvis er Colin siden hen blevet kun bedre i sit spil, en virkelig talentfuld ung skuespiller og jeg er ikke et sekund i tvivl, at han snart belønnes med en oscar.

Billedsiden er generelt flot gennemført og ellers er det en god produktion. Filmens musik synes jeg trækker resultatet op, vi kan høre blandet andet ”Moby” i baggrunden, som passer ganske fint ind i skemaet.

Alt i alt er det en ganske ordinær Hollywood masseproduktion, som er set utallige gange før og vi vil sikkert se det igen i fremtiden.