hvad siger hunden?

Jeg har aldrig været vild med Lars Von Trier og hans film. For en forfængelig Hollywood-filmfan som mig er Trier's film for komplekse og hans deprimerende syn på mennesker er næsten for meget for mig. Alligevel måtte jeg se Dogville, da den virkede som et interessant eksperiment. Jeg fortryder ikke, at jeg har set den, men jeg har heller ikke fået et mere positivt syn på Trier.

Det, der virkelig får denne film til at fungere, er skuespillerne. De udenlandske stjerner er mange, og alle gør det godt. Jeg er begyndt at holde meget af at se Paul Bettany, og han er rigtig god her. Mest ros skal Nicole Kidman dog have. At påtage sig denne lidet flatterende rolle er modigt af sådan en succesfuld skuespiller, og hun spiller ømt og forstående. I Trier's hænder får vi realistiske præstationer fra alle. Og de har da noget af en udfordring: Hele filmen er (som alle nok ved) optaget på en teaterscene, med meget få kulisser og det er svært at få indlevelse, både fra publikum og skuespillere. Et kvarter inde i filmen lægger man ikke mærke til det mere, og efter en halv time begynder man næsten at værdsætte Trier's fortællerform. Det er anderledes og genialt.

Filmen kan gennemanalyseres og fortolkes på mange måder, og det er jeg ikke særlig god til. Jeg har mine teorier, men de er nok ikke gennemtænkte. Jeg kunne dog lide slutningen, hvor man så hunden, og ikke kun kridtstregerne.

Dogville varer næsten tre timer, og selvom tiden går hurtigt, er den alligevel for lang. Trier er ikke en optimist, og man ender lettere deprimeret. Filmen fortjener næsten fire stjerner for dens anderledes måde at lave film på, men jeg synes bare ikke jeg fik nok ud af den. Måske ved gensyn vil den blive bedre. Forstående nok har den fået gode anmeldelser, og den betyder nok meget for mange mennesker, og jeg kan heller ikke nægte, at von Trier er en særegen og vigtig instruktør.