Hi Hvor Det Går (Langsommere?)
3.0
Charlatanen og cowboyen Roy (Wilson) må tage med sin kinesiske makker Chon (Chan) til London, for at hævne mordet på Chons far.
Chan og Wilson er et morsomt og godt makkerpar, der supplerer hinanden godt i denne efterfølger, som næsten er lige så god som forrige film, men også kun næsten. For har man set mange Chan film, og det har jeg, så kan hans efterhånden ensformige, men trods alt beundringsværdige og også morsomme og velkorrigerede akrobatiske stunts og slagsmål ikke imponere på samme måde længere. Han kører i den samme rille om og om igen i næsten alle hans film, og jeg vil påstå at hans alder også trykker ham efterhånden, for der er hverken samme tempo eller vovemod i indfaldene, som måske heller ikke længere er helt så fantasifulde som tidligere, hvis det altså som nævnt ikke bare er fordi jeg har set det så meget.
Der er dog slagsmålet, hvor de hylder en af alle tiders bedste musicals ”Singin’ In The Rain” med Gene Kelly, det er virkelig flot og morsomt og en rigtig god ide. Chan skulle engang have udtalt at han heller vil være en Buster Keaton (berømt stumfilm komiker) end en voldelig actionhelt, og med den scene lykkes det at vise mere af den side af ham (han har vist den før dog).
Men ellers synes jeg at Chan er en charmerende skuespiller, som måske ikke byder på det dybe fornemme spil, men med en sjov, enkel mimik ofte gør sine rolle levende og elskværdige, og det samme gælder her, trods kritikken, særligt når han er matchet med en som Wilson. Netop Wilson gør det nemlig også helt sjovt og viser atter hans sans for underspillet komedie og skægge one-liners til at falde i tråd med Chans mange cirkelspark.
Handlingen er noget tyndbenet rod, selv om det vel næppe kan overraske. Men den er heller ikke specielt godt fortalt, men kan gå an som igangsætter af diverse actionscener og komiske optrin, som der nu godt måtte have været lidt flere af, det er jo det filmen skal sælges på og leve af.
Chan og Wilson er et morsomt og godt makkerpar, der supplerer hinanden godt i denne efterfølger, som næsten er lige så god som forrige film, men også kun næsten. For har man set mange Chan film, og det har jeg, så kan hans efterhånden ensformige, men trods alt beundringsværdige og også morsomme og velkorrigerede akrobatiske stunts og slagsmål ikke imponere på samme måde længere. Han kører i den samme rille om og om igen i næsten alle hans film, og jeg vil påstå at hans alder også trykker ham efterhånden, for der er hverken samme tempo eller vovemod i indfaldene, som måske heller ikke længere er helt så fantasifulde som tidligere, hvis det altså som nævnt ikke bare er fordi jeg har set det så meget.
Der er dog slagsmålet, hvor de hylder en af alle tiders bedste musicals ”Singin’ In The Rain” med Gene Kelly, det er virkelig flot og morsomt og en rigtig god ide. Chan skulle engang have udtalt at han heller vil være en Buster Keaton (berømt stumfilm komiker) end en voldelig actionhelt, og med den scene lykkes det at vise mere af den side af ham (han har vist den før dog).
Men ellers synes jeg at Chan er en charmerende skuespiller, som måske ikke byder på det dybe fornemme spil, men med en sjov, enkel mimik ofte gør sine rolle levende og elskværdige, og det samme gælder her, trods kritikken, særligt når han er matchet med en som Wilson. Netop Wilson gør det nemlig også helt sjovt og viser atter hans sans for underspillet komedie og skægge one-liners til at falde i tråd med Chans mange cirkelspark.
Handlingen er noget tyndbenet rod, selv om det vel næppe kan overraske. Men den er heller ikke specielt godt fortalt, men kan gå an som igangsætter af diverse actionscener og komiske optrin, som der nu godt måtte have været lidt flere af, det er jo det filmen skal sælges på og leve af.
21/01-2004
