En god krigsdrama!
4.0
Bare at give sig ind på at lave en film om det store slag, supermakten USA måtte tage, når de kunne se at de ikke var uovervindelige, burde man give Michael Bay noget for. Men desværre gives der ikke pris i at være modig. Derimod gives der pris for så meget andet, og en eller anden, synes jeg da også at denne film fortjæner.
Filmen starter med at vise, hvor afslappet det egentlig var i USA dengang. Næsten hele verden var i krig, men i Amerika levede man i glade dage. De unge soldater bekymrede sig mere for at finde damner, end at de måske skulle i krig. Det er en god indledning til filmen. På den måde kan man måske forstå, hvorfor det kom sådan bag på dem, at japanerne lige pludseligt var i deres baghave. Der bygges langsomt en handling op, omkring en gruppe sygeplejersker, og nogle unge piloter, med to i hovedrolle. Man følger dem finde sammen, feste, finde venskaber og alt hvad der hører til det liv. Den først del af filmen, er faktisk mere et romantiskt drama, end det er en krigsfilm. Men samtidigt bliver der bygget op til den dag 7 december 1941. Man har valgt at vise hvordan japanerne lavede strategier og hvad grunden til at de angreb var. En et godt træk i filmen. Så til slut brager det hele løs i nogle fantastiske krigsscener, der blæser en tlibage i stolen. Det romantiske drama fortsætter, og der er nogle intriger. Det heldige ved denne film, er at de ikke har valgt at blande det sammen som i Enemy at the gates, hvilket jeg synes var forkasteligt at gøre. Man har valgt at gøre det smartere, så det alligevel er adskildt, selvom det følger med hele vejen. Man finder ud af hvordan et kammeratskab styrkes under ekstreme forhold, og hvordan kærlighed vil gøre sindsyge ting ved dig.
I det store hele er der blevet lavet en rigtigt god film, som sagtens kan ses flere gange. Man har i hvert fald gjort de faldne sømænd, der døde den dag ære med denne film. Der er ikke nogen der tvivler på at de kæmpede. Selvfølgelig er den så patriotisk at det gør ondt, men har alligevel ikke tage overhånd i filmen.
Filmen starter med at vise, hvor afslappet det egentlig var i USA dengang. Næsten hele verden var i krig, men i Amerika levede man i glade dage. De unge soldater bekymrede sig mere for at finde damner, end at de måske skulle i krig. Det er en god indledning til filmen. På den måde kan man måske forstå, hvorfor det kom sådan bag på dem, at japanerne lige pludseligt var i deres baghave. Der bygges langsomt en handling op, omkring en gruppe sygeplejersker, og nogle unge piloter, med to i hovedrolle. Man følger dem finde sammen, feste, finde venskaber og alt hvad der hører til det liv. Den først del af filmen, er faktisk mere et romantiskt drama, end det er en krigsfilm. Men samtidigt bliver der bygget op til den dag 7 december 1941. Man har valgt at vise hvordan japanerne lavede strategier og hvad grunden til at de angreb var. En et godt træk i filmen. Så til slut brager det hele løs i nogle fantastiske krigsscener, der blæser en tlibage i stolen. Det romantiske drama fortsætter, og der er nogle intriger. Det heldige ved denne film, er at de ikke har valgt at blande det sammen som i Enemy at the gates, hvilket jeg synes var forkasteligt at gøre. Man har valgt at gøre det smartere, så det alligevel er adskildt, selvom det følger med hele vejen. Man finder ud af hvordan et kammeratskab styrkes under ekstreme forhold, og hvordan kærlighed vil gøre sindsyge ting ved dig.
I det store hele er der blevet lavet en rigtigt god film, som sagtens kan ses flere gange. Man har i hvert fald gjort de faldne sømænd, der døde den dag ære med denne film. Der er ikke nogen der tvivler på at de kæmpede. Selvfølgelig er den så patriotisk at det gør ondt, men har alligevel ikke tage overhånd i filmen.
22/01-2004
