"Matchstick Men" holder 100

Jeg har netop set "Matchstick Men" og kan med det samme sige...Glæd jer. Nicolas Cage spiller den rutinerede "Matchstick Man" - Roy, der sammen med sin lærling Frank (Sam Rockwell) snyder og bedrager. De to har en lille forretning kørende. Frank drømmer om den store gevinst, men Roy insisterer på, at svindler firmaet skal forblive så beskedent, at det kan holde sig under myndighedernes radarhøjde. Mens Frank er lidt af en pladespiller. Så er Roy til gengæld et omvandrende nervevrag. Efter en skilsmisse har han i årevis i svær grad lidt af agorafobi og rengøringsvanvid. Hans hjem er pletfrit. Roy er storforbruger af rengøringsmiddeler og tvangsritualer. Forholdet ændrer sig imidlertid brat, da Frank overtaler Roy til at gå til en ny psykiater. Dr. Klein åbner op for Roy, så da Roy bliver opsøgt af en datter - Angela (Alison Lohman) han ikke vidste, han havde, er han parat til at indgå i et far/datter forhold. Som menneske får Roy foræret en chance for at blive mere end en forstyrret og ensom sjæl. Men kærlighed gør også sårbar. Så Roy siger ja, da Frank endnu en gang foreslår det helt store kup. Mere skal ikke afsløres her, andet end at denne herlige film "twister" i slutningen. Filmen kan minde lidt om Robert Redford og Paul Newman klassikeren "The Sting" (hvilket ikke er dårligt) Men "Matchstick" er mere hensynsløs, flabet og moderne...og det klær den. På fotograf og klippesiden har Ridley Scott altid haft en fantastisk sans for rytme og timing. Og altid omgivet sig med de bedste folk. Det gælder også denne gang - John Mathieson (Hannibal, Gladiator) har fotograferet. Dody Dorn (Memento, Insomnia) har klippet. Og resultatet er en blusey bebop vibe. Yderst cool og lækker. Uden at det bliver så cool, at det går ud over historien og karaktererne. Den stopper lige ved grænsen. Men det er den perfekte stil for denne historie, som for øvrigt er skrevet af Nick og Ted Griffin (Ocean's 11) Og det er de sluppet rigtigt godt fra - for dialogen og selve historien er helt i top. Nic Cage er ganske enkelt den perfekte skuespiller til at spille Roy. Rollen minder præcis om den ticfest, som Cage tidligere perfektionerede i karrieren. Men senere i filmen, åbner rollen sig op, og Cage får også mulighed for at vise sin dybere samt blødere side. Cage er fremragende. Rockwell er også rigtig god - han skal dog passe på, at han ikke kommer til at hænge fast i disse "roller". Alison Lohman (White Oleander) som bekendt spiller Cage's datter, er en af de største talenter i Hollywood idag. Hun er fantastisk. I virkeligheden er hun 24 år, men i denne film skal hun forestille at være 14 år. Det er ganske imponerende, hvor flot hun løser denne opgave. Hun bliver stor...rigtig stor. Næste gang vi ser hende er i Tim Burtons "Big Fish". Snyd ikke jer selv for denne herlige film. Godt gået, Ridley.