Ann Eleonora Jørgensen...
3.0
...er da for sublim i denne film. Jeg forstår ikke hvorfor alle anmeldere fokuserer på Dyrholm. Det er helt afgjort Ann Elonora der er stjernen her. Og hun er den eneste i filmen der virkelig formår at spille så det ikke skurer når man ser filmen på det store lærred.
Så kan det undre at Sonja Richter og Lars Ranthe spiller så stift og for førsnævntes vedkommende så flakkende og usikkert. Det er nok fordi de andre, Ann Eleonora, Dyrholm, Albinus og ikke mindst Kopernikus er på et helt andet niveau.
Historien slutter dog ret utilfredsstillende efter min mening. Verden er fuld af forbrydelser. Der er intet håb. Ingen tror, heller ikke præsten, og der er ingen frelse. Måske er det en god afslutning rent intellektuelt, men følelsesmæssigt sidder man med en tomhed, og den fyldes ikke af funderen. Den fyldes af irritation. Det virker simpelthen letkøbt.
En anden ting er at første akt i filmen er så stærk at man på et tidspunkt i midten føler at tingene får en afviklende karakter. Nu skal trådene på plads til en afslutning. De komplikationer der egentlig opstår for hovedpersonen er små, og der begår instruktøren en fejl. I stedet for at fokusere på de små pres karaktererne kommer ud for, så kommer der scener med store "cliche kriser":
- Parret skændes højlydt - kærligheden og følsomheden som er så rørende beskevet i starten er pludselig helt fuldstændig væk.
- En indsat (Richter) i fængslet kommer med en "baghistorie" der emmer af den vante forestilling om en "kriminel der fortryder", og som vi i øvrigt ikke kan bruge til noget i historien. Den er overflødig. Hendes karakter burde ikke fylde så meget.
- osv..
Og så en af mine kæpheste. Hvorfor er der så mange filmmagere der er så bange for at kede deres publikum? Historiefortælleren her virker så optaget af ikke at kede publikum at der næsten ikke er en eneste mulig konflikt i et fængssel der ikke skal proppes ind i filmen. Det gør nogle historier til postulater (eksempelvis Kopernikus/Dyrholm historien) og fratager hovedtemaet dets egentlige power.
Men der er ingen tvivl om at emnet er dragende og spillet er nuanceret. Og der er et par mindeværdige scener.
...
Så kan det undre at Sonja Richter og Lars Ranthe spiller så stift og for førsnævntes vedkommende så flakkende og usikkert. Det er nok fordi de andre, Ann Eleonora, Dyrholm, Albinus og ikke mindst Kopernikus er på et helt andet niveau.
Historien slutter dog ret utilfredsstillende efter min mening. Verden er fuld af forbrydelser. Der er intet håb. Ingen tror, heller ikke præsten, og der er ingen frelse. Måske er det en god afslutning rent intellektuelt, men følelsesmæssigt sidder man med en tomhed, og den fyldes ikke af funderen. Den fyldes af irritation. Det virker simpelthen letkøbt.
En anden ting er at første akt i filmen er så stærk at man på et tidspunkt i midten føler at tingene får en afviklende karakter. Nu skal trådene på plads til en afslutning. De komplikationer der egentlig opstår for hovedpersonen er små, og der begår instruktøren en fejl. I stedet for at fokusere på de små pres karaktererne kommer ud for, så kommer der scener med store "cliche kriser":
- Parret skændes højlydt - kærligheden og følsomheden som er så rørende beskevet i starten er pludselig helt fuldstændig væk.
- En indsat (Richter) i fængslet kommer med en "baghistorie" der emmer af den vante forestilling om en "kriminel der fortryder", og som vi i øvrigt ikke kan bruge til noget i historien. Den er overflødig. Hendes karakter burde ikke fylde så meget.
- osv..
Og så en af mine kæpheste. Hvorfor er der så mange filmmagere der er så bange for at kede deres publikum? Historiefortælleren her virker så optaget af ikke at kede publikum at der næsten ikke er en eneste mulig konflikt i et fængssel der ikke skal proppes ind i filmen. Det gør nogle historier til postulater (eksempelvis Kopernikus/Dyrholm historien) og fratager hovedtemaet dets egentlige power.
Men der er ingen tvivl om at emnet er dragende og spillet er nuanceret. Og der er et par mindeværdige scener.
...
24/01-2004
