Underdanighedens smukke ansigt

En usædvanelig kærlighedshistorie danner baggrundsrammen for Steven Shainberg´s iøjefaldende "Secretary", hvor stjernefrøet, Maggie Gyllenhaal, for alvor folder sig ud.

Filmen kredser sig om den nervøse Lee ( Maggie Gyllenhaal ). Hun bliver udskrevet fra de trygge omgivelser på et hospital for sindslidende, hvor det var muligt for hende at gemme sig for verdens ubehageligheder. Hendes nære familie består af en yderst overbeskyttende mor ( Lesley Ann Warren ), der ankommer i den meget traditionelle, hvide stationscar for at samle hende op på dagen, hvor hun bliver "løsladt" fra hospitalet. Meget passende er det den selvsamme dag, hvor søsteren skal giftes med hendes udkådne, og baghaven er dermed dækket op til fest. En sorgmodig Lee står alene, imens resten af familien og venner morer sig højrøstet. Pludselig dukker Peter ( Jeremy Davies ) op. Det viser sig at han er meget forelsket i den ensomme Lee, der har lidt svært ved at gengælde følelsen. Senere har Peter fået lokket Lee med ud at danse, men de bliver afbrudt af Lees far ( Stephen McHattie ), der viser sin grumme, alkoholiske side med en skummende øl i den ene hånd og nedsat balanceevne med fødderne. Lee flygter til hendes værelse, hvor hun finder hendes hemmelighed frem. En lille kasse, flot dekoreret med sommerfugle, men indeholdende en række instrumenter, hvor hun kan påføre sig selv smerte, og slippe bort fra den hektiske verden, og deriblandt hendes fars stinkende åndedragt. Hun er nu tilbage i den virkelige verden, hvor usikkerheden hersker og man må tage stilling til hverdagens trængsler. Senere oplever hun faderen og moderen i et stort skænderi. Endnu engang har faren mistet et job, som følge af hans drukkenskab, hvilket resulterer i at han forlader huset og vandrer bort, alt imens Lee skolder hendes ene inderlår med en brandvarm thekande. Vi får at vide at Lee blev indlagt pga en ulykke i hjemmet, hvor hun kom i alvorlig nærkontakt med et særdeles skarp knivæg, da hun, med morens ryg til, forsøgte at snitte sig selv. Dette får dermed moderen til at aflåse samtlige køkkenknive i huset - bare for en sikkerheds skyld. Lee forsøger derfor at gøre op med hendes tidligere jeg, og vil smide hendes lille kasse med sommerfuglene ud. Men det er ikke så nemt som hun selv regner med. I samme situation, finder hun en avis, og slår op på stillingsannoncerne. Efter at have forsøgt sig som leder, ved hjælp af et lille spejl, falder hendes øjne på annoncen, vedrørende en stilling som sekretær. Forinden havde Lee nemlig taget et skrivemaskinekursus, hvor hun fik fremragende karakterer. Lee søger jobbet, og i et regnfuldt vejr, stiger hun ud af den hvide stationcar. Hun kigger sig tilbage, men moderen gestikulerer blot at hun skal fortsætte ind i bygningen. Hun møder den tidligere sekretær, der skynder sig ud med et brev i munden. Med forsigtige skridt, tvinger hun sig selv ind i lokalet, hvor advokaten, Edward Grey ( James Spader ) holder til. Efter en kort samtale, medfører det et egentlig jobinterview, og det ender faktisk med at Lee får jobbet hos den lettere forvirret sagfører. Men jobbet som sekretær udvikler sig hurtigt til mere end blot et job, og Lees interesse for Mr. Grey vokser for dag til dag, og her begynder legen.

"Secretary" er, rent ud sagt, en fantastisk film. Den er provokerende og lettere kontroversiel, men bliver aldrig modbydelig. Til gengæld, skaber den et forunderlig univers, hvor en ung piges søgen efter meningen med livet, og jagten på kærligheden, fører hende ind på andre stier, end hun havde regnet med. Hun kan ikke identificere sig med søsteren, der allerede er blevet gift, og tilmed bor i baghaven derhjemme. Moderen mener godt, og hendes overbeskyttende kærlighed for datteren vises både i form af hendes angst for endnu et "uheld" i hjemmet, og at hun er villig til at hente hendes datter på jobbet hver eneste dag. Lee er glad for hendes far, men hans ukontrolbare kærlighed for alkoholiske væsker, får hende til at påføre sig selv smerte, så hun kan mærke at hun lever - og ikke blot er en mindre brik i resten af hendes families lille puslespil. Til trods for at bejleren, den lidt småkomiske Peter, forsøger at vinde hendes kærlighed, så er hun ikke lykkelig eller interesseret i dette. Derimod opbygger hun en dyb fascination af Edward Grey. Hans kontante og dominerende væsen på arbejdet tiltaler hende. Han afprøver hendes grænser, og med hans hjælp dropper hun også tanken om at skære i sig selv, når hun føler sig presset. Han hjælper hende med at udvikle sig - med at finde hende selv. Ved hjælp af et striks arbejdsmiljø, hvor Lee griber sig selv i at gøre alt hvad han siger, og tilmed forsøger at gøre ham uret, således at hun kan blive straffet. Og netop straffen tænder Lee. Det er hendes genvej til seksualiteten - en seksualitet som har været gemt i hende længe, men aldrig er blevet sluppet løs, og slet ikke bliver det ved hjælp af den blåøjede Peter. Men det er bestemt ikke kun lyst det hele. Kærligheden for Edward Grey blomstrer i høj grad, ligesom orkidérne på hans kontor. Men det er ikke lutter lagkage for Lee. Mr. Grey har en tendens til at negligere hendes interesser, og hun forsøger ivrigt at genvinde hans opmærksomhed, hvilket bliver for meget en dag. Kan Lee nu alligevel ikke få ham som hun elsker?.

Denne interessante problematik skaber filmen "Secretary". Dens lette og nytænkende tilgang af et emne, der er blevet flimatiseret utallige gange, er meget seværdig, og man suges i Lees sammenbidte verden, og føler og lider med hende i mange af sekvenserne. Uden tvivl er scenerne, hvor Lee, i et deprimeret øjeblik, forsøger at påføre sig selv smerte, meget stærke. Men scenerne hvor hun og Edward Grey opnår en form for kontakt, hvad enten den er af den mere fysiske kaliber, eller blot mere spirituel, er også meget påvirkelige. Lee er som karakter en spændende personlighed, der mange steder giver anledning til nærmest psykoanalytisk. betænkelighed. I en scene, konfronterer Edward Grey Lee med at hun er meget tilknappet og indelukket, som om hun har svært ved at give slip på noget. Hertil kan man også bruge scenen, hvor Lee ligger midt i baghavens svømmepøl, godt iført oppustelige vinger, der holder hende flydende. Vandet symboliserer verden som helheld, og flydedimserne, der kan være et tegn på familien eller hendes egen selvstændighed, er hendes eneste modstand mod at synke til bunds. Selvstændigheden er hermed kunstig fremstillet, hvilket engang viser at hun er fanget, og ikke fri. I et klip, ser vi således også hende liggende med hovedet nedad i bassinet, hvilket indikerer at hun ikke er lykkelig, og næsten ønsker at bare tilendebringe det her og nu. Denne morbide, kulsorte tragi-komiske humor er meget understøttende igennem hele filmen. Edward Grey virker over for Lee som en meget kontrollerende person, der har styr på det hele. Men hun kan ikke se, hvad instruktøren så glimrende viser os, at når han ikke står over for hende, så er han faktisk mindst lige så nervøs. Hans nervøsitet og skyhed medfører f.eks. at han gemmer sig i et skab, da en tidligere kæreste opsøger ham. Dette er et meget velkommende drejning af Edward Grey-figuren, der viser at han også kun er et menneske, og endda et lidt særpræget ét i samme stil som Lee. Og det leder selvfølgelig hen til filmens største forcé, hvilket er det glimrende sammenspil mellem Maggie Gyllenhaal og James Spader. Førstnævnte er, bestemt, ved at klatre sig op stigen til berømmelse og anerkendelse, og dette er helt bestemt velfortjent. Hun spiller med en indlevelse og ydmyghed, der gør tilskureren blød i knæene og får mig til at udråbe hende som den næste superstjerne på Hollywoods filmiske himmel. Sammen med den lidt yngere Jena Malone, er disse to klart de mest spændende nye skuespillerinder for tiden for mit vedkomne. De to delte iøvrigt samme film, men dog ingen scener, da de begge spillede med i Richard Kellys metafysiske teenage-fantasy "Donnie Darko". I samme film havde Maggie Gyllenhaals lillebror, Jake Gyllenhaal, iøvrigt hovedrollen som den skizofrene Donnie Darko. Jake Gyllenhaal er også godt på vej op af den førnævnte stige. Hvad James Spader angår, så spiller han det bedste jeg har set, siden hans præstation i David Cronenberg´s kontroversielle "Crash". Han er helt klart i bedre omgivelser her, end hvis han udfylder rollen som gakket videnskabsmand i en usammenhængende science fiction-produktion. Jeg tænker naturligvis på "Stargate". Disse to skuespillers fremragende indsats bliver fulgt op af et par gode skikkelser i Jeremy Davies og Leslie Ann Warren, men det er bipersoner i forhold til Maggie Gyllenhaal og James Spader, der virkelig bærer filmen frem.

Screenplay'et er udformet af Erin Cressida Wilson, i samarbejde med instruktøren, Steven Shainberg, efter en novelle af Mary Gaitskill. Desuden er det værd at bemærke, at filmmusikken er komponeret af bl.a. Angelo Badalamenti.

"Secretary" står for mig som en af de 10 bedste film i år 2002. Den er ikke for alle og enhver, og mange vil sikkert tage afsted fra den, som følge af dens brug af S/M som et virkemiddel. Fortællingen er ikke rosenrød som mange romantiske komedie-dramaer kan betegnes, men den er ægte, direkte og befriende ærlig i stillen. Desuden har "Secretary" en af de lykkeligeste slutninger, jeg nogensinde har set.
Så er man træt af den typiske romantiske komedie, der viser elementer som Hugh Grant, Jennifer Lopez og Julia Roberts møje sig rundt i kærlighedens komplekse og kaotiske besværligheder, så er der ingen vej udenom - "Secretary" er en must-see.