brilliant om elendig

5.0
Nu har jeg været så (u?)heldig, at jeg ikke har set Ed Woods filmproduktioner, og det kunne da godt være, at denne film, baseret på Woods liv, ville stå stærkere for mig, hvis jeg havde kendskab til hans filmproduktioner. Det finder jeg dog ikke muligt, da denne film er et flot humoristisk kig på et lettere tragisk liv. Instruktøren Tim Burton er en storfavorit hos mig, og jeg tager alle hans film til mig med glæde. Måske har Burton en personlig relation til Wood, da man godt kunne sige, at de begge to er nogle syrehoveder. Burton synes jeg er et lidt overset geni (prismæssigt), og han skaber sine egne verdener på film. Det gjorde Wood også, men i modsætning til Burton tog publikum ikke Woods film til sig. Nu vil jeg ikke på nogen som helst måder sammenligne Woods inkompetence med Burtons geniale filmmagi, men de begge to har nok skullet gå en del igennem for at få opfyldt deres drøm om at lave film.

Vi har altid humor med i Burtons film, og her virker den som en god kontrast til den alvorlige og egentlige tragiske historie. Wood (perfekt personificeret af fantastiske Johnny Depp) endte som pornofilmsinstruktør, men den del springer Burton nådesfuld over. Det må da også betragtes som noget af det eneste Burton ikke har taget med, da man får grundige historier for mange biroller. Ikke dybe indsigter, men nok til at man føler med dem. Der er egentlig ikke mange ”lykkelige slutninger” for personerne i filmen, men man efterlades alligevel i rigtig godt humør. Filmen er godt skruet sammen, og ikke rodet, som andre film over rigtige personer kan være. Desuden er det ren nostalgi over Danne Elfmans morsomme musik.

Måske er det Burtons filmmagi, der gør filmen så god. Eller måske er det de forrygende skuespillere (Martin Landau vandt meget fortjent en Oscar). Grunden er nok en perfekt blanding. Det, jeg bedst kan lide ved den er, at den præges mere af at være en Burton-film end et stykke drama. Den er forfriskende anderledes og endnu et bevis på Tim Burtons alsidige kæmpetalent. Man får næsten lyst til at gribe det nærmeste videokamera og vise verdenen ens uduelighed ;)
Ed Wood