et lille mesterværk
6.0
Det er januar 2004 - og jeg har allerede set en af årets bedste film. I 1999 debuterede hun med "The Virgin Suicides" og nu har hun så skrevet og instrueret "Lost In Translation". Sofia Coppola er vanvittig talentfuld instruktør - og kan meget vel ende som en af de helt store - måske større end Francis - og Murray samt Johansson giver præstationer, som vil blive husket mange år frem. Filmen foregår i besynderlige og fascinerende Tokyo. Den handler om et møde mellem to "lost" amerikanere. Den ene er den midaldrende filmstjerne Bob Harris (Bill Murray) der er i Japan for at medvirke i reklamefilm for whisky. Den anden er unge Charlotte (Scarlett Johansson) som er i landet sammen med sin ægtemand, der er fotograf (Giovanni Ribisi) og har alt for travlt til at tage sig af hende. Bob og Charlotte bor begge på et luksuriøst hotel i Tokyo. De mødes tilfældigt i baren, og falder i snak. Da Charlottes mand skal på en photo shoot i Osaka, begiver hun sig på en række eventyr, med den også gifte - Bob. Det udvikler sig til et venskab, der er meget tæt på at blive til en umage romance. Coppola viser gerne sine to karakterer alene: Bob i sin kimono, Charlotte i sit undertøj - begge kigger de ud af kæmpe hotel vinduer, og ned på den hektiske storby under dem. Sofia formår på smuk vis, at vise følelsen af at være "disconnected" - når man er en fremmede, i et fremmed land. Bill Murray er ganske enkelt fremragende som Bob. Hans bedste rolle nogensinde (sammen med den undervurderede præstation i "Rushmore") Han er utrolig sjov, men det er der jo ikke noget nyt i.. Nææ, det er lige så meget hans evne til at fremstille Bobs ensomhed, hans sår på sjælen, hans fortvivlelse med hans plads i livet. Meget fortjent fik Murray Golden Globen i søndags. Jeg håber, at han løber med Oscaren den. 29 feb. Scarlett Johansson som tidligere har været fremragende i The Horse Whisperer, Ghost World og The Man Who Wasn't There - er som 19 årig - blevet en smuk og afsindig talentfuld skuespillerinde. Det er tydeligt at Sofia (Som har besøgt Tokyo siden barndommen) forstår Charlotte - ind og ud. Der er nok lidt Charlotte i Sofia. Under alle omstændigheder, så er Scarlett fantastisk. Og det er en stor fejl, at man ignorerede hende ved Globen - og helt "glemte" hende ved Oscaren. "Lost In Translation" er også en visuel nydelse - Den er fotograferet af Lance Acord (Being John Malkovich, Buffalo 66, Adaptation) Og han har et meget bestemt look i alle hans film. "Lost" veksler meget smukt mellem det eksotiske og det fremmede - det varme og det kolde ...Lækkert. Filmen har også et fedt soundtrack - med musik af Air, Roxy Music, The Jesus & Mary Chain, Death In Vegas samt andre. Alt i alt er "Lost in Translation" en dejlig, varm og meget livsbekræftende film - Et lille mesterværk. Tillykke Sofia.
30/01-2004