Pragtfuld film m/humor & dybde

6.0
Jeg var meget i tvivl om, hvad der ventede mig, da jeg satte mig tilbage i plydsstolen - men det blev en af de rigtig dejlige oplevelser. En gruppe midaldrende kvinder, som hver især overskrider deres personlige grænser for en god sag. Handlingen er enkel - men med baggrund i en historie fra det virkelige liv - gør, at det ikke bare bliver en underholdende film men ligeledes troværdig og med dybde. I tilgift får vi et herligt tidsbilled af en typisk britisk soveby. Man venter næsten at Mrs. Marple dukker op ved næste bybegivenhed. De små hverdagsbegivenheder er beskrevet med fin humor og en god portion selvironi, så smilebåndet også kommer på arbejde. Castingen er i top med virkelig flotte og troværdige præstationer af ikke mindst Helen Mirren men stort set af samtlige damer. Min frygt for, at en film omhandlende en gruppe halvnøgne midaldrende damer ikke kunne blive andet end lidt pinlig, blev på det kraftigste gjort til skamme - de var alt andet end pinlige! Her var kvinder som du og jeg - helt almindelige og i alle former og varianter og fra samtlige sociale lag. Kvinder, som turde bryde grænser, hvis det var det, der skulle til - ikke af lyst, ikke for at profilere sigselv, men ene alene for et godt formål. Jeg tager hatten af for dem alle og giver 6 stjerne for en varm og smuk film!
Calendar Girls