Dødelig besættelse

Der findes film, der er så store, at det på én gang føles meningsløst, men samtidig bydende nødvendigt, at skrive om dem. Hitchcocks "Vertigo" (En kvinde skygges) er en sådan film.

"Vertigo" er bygget på franskmændene Pierre Boileau og Thomas Narcejac´s bog "D´Entre les Morts" (From Among The Dead). Bogen blev skrevet specielt til Hitchcock, der dog ændrede næsten hele historien, bortset fra grund-idéen: At en mand falder i ubehjælpelig besættelse af en afdød.

"Vertigo" kommer på et meget centralt tidspunkt i Hitchcocks karriere, og deraf kan man let forstå, hvorfor filmen ikke blev nogen succes i sin samtid. I 1950´erne havde Hitchcock på Paramount lavet en række store publikumssucceer med populære stjerner. Og selvom "Rear Window" (Skjulte Øjne) på mange måder er tæt knyttet til "Vertigo", er sidstnævntes mørke tone særlig. "Vertigo" bliver på én gang kulminationen på noget, og starten på noget andet. Kulminationen er på Hitchcocks tilknytning til Paramount Studios, men samtidig indvarsler den, den mørke Hitchcock. Glimtet i øjet bliver mere og mere usynligt fra da af - hvis man bortregner "North By Northwest" (Menneskejagt), der er den forrygende finale på den første Hitchcock.

Når "Vertigo" i dag har fået sin fuldt berettigede status som filmhistorisk hovedværk (den blev sidste år i 'Sight and Sounds' traditionsrige kåring, udråbt til den næstbedste film nogensinde), skyldes det ikke bare dens isolerede mesterlige kvaliteter, men lige så meget 'auteur-dyrkningen'; ved at se "Vertigo", ikke bare som en isoleret film, men som del i et livsværk, tæt knyttet til skaberens personlige liv, bliver filmen om muligt endnu større.

Midten af 1950´erne var formentlig Hitchcocks lykkeligste, såvel arbejdsmæssigt som privat. Dette ses i de fleste af hans film fra denne periode. Det første store brud på denne lykke kommer, da Grace Kelly i 1956 gifter sig med Fyrst Rainier. I Grace Kelly havde Hitchcock efter en hel karrieres søgning endelig fundet den skuespillerinde, der på alle måder tilfredsstillede ham. Ingen af hans andre skuespillerinder blev behandlet med lignende respekt. Hans forgudelse af hende gjorde, at han siden hen - mislykket - forsøgte, at genskabe hende i andre kvinder. - Det er ikke svært at se parallellet til Scottie Fergusons desperation i "Vertigo".

Forberedelserne til "Vertigo" var lange og kaotiske; først måtte optagelserne udskydes på grund af, at Hitchcock skulle gennemgå en større operation. Da han var tæt på at blive rask, kom så næste chok, da Vera Miles, som Hitchcock nøje havde udvalgt som afløseren for Grace Kelly, meddelte, at hun var gravid. Det tilgav Hitchcock aldrig, og selvom han anvendte hende som Janet Leighs søster i "Psycho", så havde han for altid droppet tanken om at gøre hende til superstjerne: "Jeg kunne ikke længere finde rytmen med hende", som han formulerede det til Francois Truffaut i den berømte interview-bog. Det er i øvrigt Vera Miles, som maleriet af Carlotta Valdes, er modelleret efter.

De to første manuskriptforslag, fra Maxwell Anderson og Alec Coppel, blev afvist af Hitchcock. Og først da Samuel Taylor, kendt for "Sabrina", blev tilknyttet, kom der skred i tingene. Taylor læste aldrig den franske roman, Hitchcock ønskede det ikke, og i stedet fortalte Hitchcock ham scene for scene, hvordan han ønskede filmen. Taylor´s opgave blev at skabe nogle replikker og få handlingen til at glide. En enkelt scene, scenen hvor Scottie har fået "genskabt" Madeleine i Judy, blev skrevet af Hitchcock selv. Hitchcock var heller aldrig i tvivl om at filmen skulle foregå i San Francisco, og havde fra starten scenen ved Golden Gate Bridge i hovedet.

"Vertigo" var knap færdigindspillet før endnu et chok ramte Hitchcock - hans hustru havde fået cancer. Så på alle måder spiller døden og kærligheden en central rolle i Hitchcocks liv i denne periode.

"Vertigo" indledes med særdeles virkningsfulde fortekster: Kameraet zoomer ind på øjet af en kvinde, øjet bevæger sig uroligt hele tiden, og derefter begynder forskellige tegninger af svimmelhedskarat at vise sig. På genial vis er man, ikke mindst i kraft af Bernard Hermann´s musik, allerede indfanget af en sær blanding af usikkerhed, svimmelhed - og besættelse.

Under en jagt på en forbryder bliver betjenten Scottie Ferguson ved en ulykke delvist ansvarlig for en kollegas død. Selv reddes han, men trækker sig fra politikorpset grundet sin akrafobi. Af sin gamle gymnasiekammerat, Gavin Elster, bliver han overtalt til at skygge dennes kone, da Elster mener konen 'besat' af konens afdøde gran-oldemor. Lidt efter lidt forelsker Scottie sig i kvinden, og så meget større er tragedien, da han, igen pga sin højdeskræk, ikke kan redde hende fra selvmord...Senere møder han en kvinde, som ligner hans afdøde elskede, og som han nu forsøger at udforme som den kvinde han mistede. I virkeligheden er det dog den oprindelige kvinde, og Scottie har været udsat for et komplot. Han opdager det, og tager kvinden med sig til det tårn, hvor hun tidligere fingerede selvmord.

Ovenstående er altså handlingen på det ydre plan, men kun en brøkdel af hvad filmen egentlig handler om:

I prologen, hvor Scottie og en kollega jagter en formodet forbryder henover byens tage, får Scottie overbelance og falder, men får med nød og næppe holdt sig fast i tagrenden. Kollegaen kommer ham til hjælp, men da han skal tage Scotties hånd får HAN overbelance, og falder mod jorden. Rædselsslagen ser Scottie ned. - Der klippes så til en lejlighed, hvor Scottie og hans veninde Midge sidder. Der kommer aldrig en forklaring på, hvordan han reddede sig ned. Og den åbenlyse forklaring er jo, at han IKKE reddede sig; faldet var uundgåeligt, og iagttager man Scotties sidste ansigtsudtryk, mens han hænger i tagrenden, er det ret klart et ansigtsudtryk, der fortæller, at nu sker det, tagrenden er ved at knække, hans hånd kan ikke længere holde sig fast, døden er uundgåelig. Derfor må den følgende film altså tage sig ud som en drøm, der bør analyseres som en sådan. Hvad tænker Scottie Ferguson i de sidste sekunder af sit liv - det er "Vertigo".

Den indledende sekvens gennemleves reelt tre gange, og tallet 3, er sammen med ordet 'wandering' (vandre) gennemgående i filmen. Hvis vi igen antager at prologen er filmens eneste 'virkelige' hændelse, må vi så tolke de to sidste som projektioner. Meget åbenlyst kan de tre personer i åbningsscenen kaldes ved de Freudianske betegnelser - jeg´et, overjeg´et og det´et. Klart nok er betjenten overjeg´et, forbryderen det´et og Scottie jeg´et. Overjeg´et dør altså. I det andet fald er Scottie selvfølgelig stadig jeg´et, men nu er Madeleine det´et, der dør. Det fører naturligvis uundgåeligt til, at det tredje fald må være jeg´et - Scottie - selv.

Hvis det andet fald, Madeleines, symboliserer prologen, ville nogen måske studse, ja måske endda finde homoseksuelle motiver i, at den afdøde, der jo er mand, i drømmen er kvinde. Denne fortolkning ville få rygstød i filmens mest eksplicitte drømmesekvens, hvor Scottie drømmer, at kvinden står mellem ham og Gavin Elster. Men hvis man husker på den Freudianske opdeling, er det nok snarere Scotties veninde Midge, der symboliserer overjeg´ets død. De har engang været forlovet, for sjov eller ikke sjov, Midge elsker ham i hvert fald stadig, men Scottie er, af en eller anden grund, (som man kun kan gisne om) optaget af noget helt andet. Midge er den jordbundne, den ægte og levende, mens Scottie er båret af en romantisk fantasi. Man skal i øvrigt bemærke, at Midge hedder Wood til efternavn. Dette kan selvfølgelig virke helt ligegyldigt, men senere i filmen, giver det mening. Scottie og Madeleine er ude i en skov, og her siger Madeleine: "All the people who were born and died while the trees went on living...I dont like it....Knowing I have to die". Og videre: "Somewhere here I was born, and there I died. It was only a moment for you, you took no notice". Dette er meget vitalt for en eventuel forståelse af historien. Wood (Skov) er logisk nok død blandt træer. På et tidspunkt har Midge malet et billede til Scottie, som er identisk med det maleri, som Madeleine så på museet, bare med Midge´s ansigt. Det er Midge, der er "The woman from the past".

"Han var forelsket i hende. Og skal jeg fortælle dem noget...Det er han stadig", siger Midge til lægen, da Scottie er blevet indlagt med et nervesammenbrud.
Det er altså den sunde, naturlige kærlighed, som er død i filmens første sekvens, som kærligheden mellem Scottie og Midge på et tidspunkt er blevet det, og som Scottie har været delvist ansvarlig for, netop fordi han lever med en utopisk fantasiforestilling af den perfekte kvinde - eller mand. Madeleines død er så den chokerende gennemlevning af dette, mens Scottie i sidste del forsøger at genskabe den tabte kærlighed, men forgæves, da den jo hele tiden har været en illusion. Der kan Scottie så selv slippe tagrenden og tage faldet mod døden, hvor han måske kan finde den lykke, som livet ikke kunne. Da Gavin Elster fortæller Scottie om sin kones opførsel spørger han Scottie: "Do you think someone else, someone dead, kan take possession of a living being ?" Det er præcis, hvad der vil ske for Scottie. Og døden er derfor den sidste mulighed.

"Vertigo" ligger meget tæt op ad to klassiske kærlighedsmyter: "Pygmalion" og Tristan og Isolde"; Pygmalion var en skulptør, der ikke kunne forlige sig med rigtige kvinder, og derfor ikke giftede sig. I stedet kreerede han en statue af den perfekte kvinde, så andre mænd kunne se, hvad de skulle lede efter. Men Pygmalion gik for langt, og opdagede at han var blevet forelsket i sin statue. Fortvivlet bad han guderne om hjælp, men fik afslag, men Venus besluttede at hjælpe ham, og gjorde statuen til mennesket Galatea. Da Isolde gifter sig i "Tristan og Isolde" gifter den sorgfyldte Tristan sig med Isoldes søster, for på den måde at føle en del af hende. Til sidst dør Tristan, og endelig kan Tristan og Isolde være sammen - i døden. Bernard Hermanns musik minder tilsvarende om Wagners "Tristan und Isolde". Ikke mindst i den legendariske scene, hvor Scottie og Madeleine kysser med havet brusende om ørene.

Om Hitchcock var sig alt dette bevidst er tvivlsomt, men værket fremstår enestående subtilt og eviggyldigt. Hitchcock identificerer sig uden tvivl med Scottie Ferguson. Voyeuren med den romantiske besættelse under den kultiverede overflade. Fascinationen og opbygningen af den 'perfekte' blondine. Og også tilskueren sætter sig i Scotties sted, vi følger hele tiden hans POW, og bliver derfor lige så inddraget i sagen som han. Og her er det så Hitchcock leverer en genistreg. Efter i halvandet time været en del af Scotties følelser, får vi nu pludselig hele gåden forklaret af Judy/Madeleine i et brev til Scottie, som hun senere smider væk. Hvorfor gør han det, hvorfor ikke lade publikum få overraskelsen til sidst ? Svaret er enkelt - suspense. Fra da af ved publikum noget, Scottie ikke ved. Og derved bliver det i stand til at iagttage Scottie i spænding om, hvornår HAN opdager det. Derved bliver følelsen endnu stærkere, samtidig med at sympatien for Judy vokser. Egentlig er HUN det virkelige offer, offer for en gal morder, og en gal romantiker. Hun er parat til at ofre sig selv, som Midge var det for Scottie: "If I do it, would it do it ? Would you love me, if I do it ?"

En af filmens mest centrale scener, er den hvor Scottie har 'reddet' hende fra at drukne. Han har taget hende med hjem, og tørret hendes tøj, og altså klædt hende af. Det er en af Hitchcocks mest perverse scener, netop fordi vi IKKE ser det... Også et par scener i 'genopbygningen' af Madeleine skal nævnes særskilt: Nemlig scenen, hvor Scottie er ude for at skaffe tøj, der præcist matcher Madeleines. "The gentleman knows what he want", som ekspeditricen siger det. Og scenen, hvor Judy kommer ud af badeværelset og præcis ligner den 'Madeleine', hun jo vitterligt er. Det er det mest rørende øjeblik i Hitchcocks produktion, at se Scotties reaktion...Men nu er hun igen blevet et objekt, snarere end menneske. Han havde, som med Midge, chancen for et naturligt forhold, men valgte som i midterafsnittet fantasi-objektet. Ved et uheld røber Judy sig, og nu tager Scottie hende med tilbage til kirketårnet. Han overvinder endelig sin højdeskræk, men får samtidig det defintive stød ud over kanten: "Did he train you ? Did he rehearse you ? Did he tell you exactly what to do and what to say ?", skriger Scottie med vanviddet blussende op. Men nu går den egentlig sandhed op for ham, og delvist til hende, delvist til sig selv, siger han: "You shouldn´t have been, you shouldn´t have been that sentimental. Og som hun første gang afviste ham med ordene "It´s too late", gør han det også til hende: "It´s too late. It´s too late. There´s no bringing her back", siger han selvom hun trygler ham om kærlighed. Men den kvinde han elskede, eksisterede ikke. Han er definitivt nået ved vejs ende, han har løst gåden om sig selv, og indset det uundgåelige fald mod døden.

Vi husker endnu engang Midge, der havde malet sig selv ind på maleriet, og Scotties drøm, hvor maleriet af Carlotta stod mellem ham og Elster under retsmødet, hvor Elster sagde "We know better...You and I know who killed Madeleine" - Det var virkeligheden, der slog hende ihjel.

Hitchcock har her udleveret sine inderste følelser på den mest tragiske vis. Men ikke bare Hitchcock, men også hans nærmeste medarbejdere er her 'larger than life'. Robert Burks´ kameraarbejde er mageløst, og skaber sammen med Bernard Hermanns fuldstændig geniale musik, den besættende følelse, der kendetegner "Vertigo".

Castingen af James Stewart var beåndet. Ikke bare Hitchcock, men også alle andre, identificerer sig let med Jimmy, og ved at caste ham mod type, fås en fantastisk virkning. Det er Stewarts bedste rolle, og for manden, der bl.a. gav os Bailey i "It´s a Wonderful Life" og Jeffries i "Rear Window", foruden en lang række andre mesterlige præstationer, er det ikke så lidt endda. Hitchcock brød sig aldrig rigtig om Kim Novak, hun var ikke hans valg. Men alligevel leverer hun en fremragende indsats, og som mange har sagt det, måske netop fordi hun ikke spiller særlig godt...Alle øvrige roller med Barbara Bel Geddes i spidsen er også glimrende besat.

"Vertigo" er en af de mest imiterede film overhovedet. Brian de Palma har med film som "Obsession", "Dressed to kill", "Body Double" og "Femme Fatale" nærmest specialiseret sig. Men også de rent tekniske sider, er hyppigt efterlignet. Ikke mindst den legendariske genistreg, at lade kameraet kører baglænd, mens man zoomed fremad, for på den måde at illustrere svimmelheden. Hitchcock bruger også flittigt tågefiltre for at illustrere det surrealistiske.

Hvis jeg til slut skal sige et par ord om filmens restaurering, så har Universal´s Robert A. Harris og James C. Katz igen leveret en fortjentsfuld indsats. Selvfølgelig vil der altid kunne indvendes enkelte ting, men i det store hele har "Vertigo" langt om længe fået et 'look', der lever op til den. Og alle folk burde 'tvangsindlægges' til at opleve "Vertigo" på det store lærred, for at se hvad filmen kan gøre ved én - når den er aller, allerbedst.

"Vertigo" er fra først til sidst ren perfektion