Længe leve Miyazaki

Det japanske udtryk Otaku (Anime-fan) er ikke særligt kendt udenfor Asian og nogle dele af USA, ligesom udtykket Anime (japanske tegnefilm). Interresen for den japanske animation ramte store dele af Europa tilbage i slutningen af halvfemserne... dog ikke skandinavien. Først efter årtusindskiftet viste små tegn på interesse sig i den bredere befolkning.
Vi er en mindre gruppe mennesker her i Danmark som har intereseret os for Anime og Manga (Japanske tegneserier) i mange år og for mange (inklusiv undertegnede) er det blevet en besættelse.
Efter os var det først og fremmest børnene der opdagede og blev betagede af Anime'en, men det var mest letfordøjelige serier som Pokémon, Digimon og Dragonball, som stadig er gode serier, men lagt fra så gode som det meste anime.

Princess Mononoke (Mononke Hime) var en af de første Miyazaki-film som vakte opsigt herhjemme. Ironisk nok mener jeg ikke at den officielt er udkommet herhjemme endnu.
Efter Miyazaki’s forudgående mesterværker (My Neighbour Totoro, Kiki’s Delivery Service, Laputa: Castle in the Sky osv.) var det rart at se en stykke animation fra hans side hvor der virkelig kunne analyseres på. Det kunne der selvfølgelig også på hans tidligere værker, men ikke i den grad som der kan i Mononoke. Det er en flot skildring af det shintoistiske miljø og dets kamp mod materilisterne, som naturligt nok stadig kun er mennekser, og dermed ikke gennemgående onde. Dette må siges at være et særtræk ved Mononoke og andre Miyazaki-værker: at de forskellige karakterer opføre sig, og handler som rigtige mennesker og ikke er en del af det klassiske Good Vs. Evil-scenarie.

Grafisk er der ikke noget at sætte en finger på. Princess Monoke er ligesom alle Miyazaki-værker de flotteste stykker animation verden har set, og ingen som Studio Ghibli kan fremstille en stemning og en atmosfære der går lige så meget i hjertet som deres film.
Mononoke skal ses, om man er Anime-fan eller ej. Det er et mesterværk man ikke må gå glip af!