Hurra.

Dette er noget af det smukkeste, reneste og mest bevægende filmkunst jeg længe har set.
Sofia Coppola forstår at bevæge sig op af banaliteten, så det poetiske og orginale fremstår endnu mere entydigt og klart.
Filmen er gennemsyret af visuel coolness, men taber aldrig hjertet eller fremstår som en overfladisk stiløvelse.
At en historie kan være så enkel, men samtidig rumme så meget, kunne mange filminstruktører godt lærer noget af. Det er forfriskende og rart at se en så lige til og ukrukket amerikansk independentfilm, som ikke er bange for at tegne karrikaturer af både Japanere og Amerikanere.
Scenen hvor den Japanske instruktør skal instruerer en livstrær og uforstående Bill Murray er én af de morsomste situationskomik-scener i filmhistorien. Intet mindre.
Musikken er drømmende og let futurisk, hvad giver filmen dens moderne storbystemning, blandet med en mere drømmende og abstrakt følelse af ensomhed og mangel på nærvær.
Skuespillet er så rørende og komisk på alle fronter at man ikke kan lade være at blive revet med af en historie, så enkelt og magisk, at man kan se den igen og igen.
Mesterværk. Intet mindre.