Teenage forelskelse

Efter at have set ”Fucking Åmål” prøvede jeg at fortælle mig selv, at dette ikke var andet end en ganske almindelig ungdomsfilm, og at den ikke burde kunne gøre så stort et indtryk på mig, som det rent faktisk var tilfældet. Men ikke desto mindre har jeg efterfølgende ikke kunne slå filmen ud af hovedet igen, og den er igen og igen dukket op i hovedet på mig i løbet af de sidste dage. Jeg har gået og funderet lidt over hvad det var ved filmen, som gjorde så stort et indtryk på mig. For det første spiller Rebekka Liljeberg og Alexandra Dahlström fantastisk godt. Deres karaktere bliver fremstillet både med troværdighed, og ikke mindst med en ufattelig charme. Anders rammer, i hans anmeldelse, plet i hans anmeldelse, og efter at have set filmen sad jeg tilbage med noget nær nøjagtigt den samme følelse.
Filmen handler om hvordan kærligheden, især i teenager årerne, kan sende en ud på nogle af de mest ufattelige rutsjeture, og hvor ufatteligt meget man må gennemgå for at opnå den. Det er en historie om teenageårenes første dybe forelskelser, og den umulige og uopnåelige kærlighed, som måske alligevel viser sig at være mulig. En historie som alle der har prøvet at være forelsket kan leve sig ind, og måske ikke mindst alle os der også har prøvet at være en ulykkeligt forelsket teenager i 90’erne.
Den følelse jeg sad tilbage med efter filmen, kan nok bedst beskrives som følelsen af at være forelsket igen. Ikke en forelskelse i hende jeg mødte i byen i sidste weekenden, ikke i en af mine smukke veninder, heller ikke i filmens charmerende hovedpersoner, men nok nærmere en forelskelse i selve det at være forelsket, og ikke mindst en forelskelse i denne ufatteligt smukke historie.