en mesters lette værk

Med denne film har Steven Spielberg lavet en af sine letteste film. Forvent ikke et mesterværk fra en af de største filmmagere nogensinde, men nyd bare den store fortællerglæde, som Spielberg lægger på banen. Første gang jeg så denne film blev jeg lettere skuffet, da jeg havde forventet mig noget mere. Da jeg for nylig genså den, fandt jeg ud af, at den havde kvaliteter, som jeg ikke lagde mærke til første gang. Den er ikke direkte gribende, og den rørte mig heller ikke så meget, som jeg havde troet, visse scener er dog ret hjerteskærende, som for eksempel Franks sidste samtale med hans far, fortræffeligt spillet af Christopher Walken. Faderen er så glad for at hans søn er god til noget, at han ikke vel indse fejlene, endvidere få sønnen til at stoppe med hans kriminaliteter. Hvor god intentionen end er fra faderens side, så kan man ikke andet end føle sig sørgmodig, især da det viser sig, at efter den scene har Frank ingen at gå til.

Frank spilles godt af undervurderede Leonardo DeCaprio, mens hans efterfølger spilles morsomt af alsidige Tom Hanks. Det er det tætteste vi kommer på en komikerrolle fra Hanks i lang tid, men det bliver aldrig urealistisk. Faktisk balancerer filmen perfekt mellem det komiske og det dramatiske. Det bliver aldrig rigtig morsomt, og det bliver aldrig rigtig tungt. Derfor vil filmen ikke kunne støde nogen.

Selvom filmen er en smule atypisk for Spielberg, så ser man mange af hans fællestræk fra alle hans film. Temaet er ofte familie og svigt, og selvom der egentlig kommer en smule forløsning til sidst i filmen (Frank og Carl ender med at have et stille far-søn forhold), så er den side af filmen deprimerende. Man slippes dog ikke i trist humør, for Spielberg er en optimist (en ting der tydeligt kunne ses i A.I.), og filmen spiller på de rigtige følelser. Den er ret flot filmet, Spielbergs leg med farver og lys er bedårende, og så er musikken tidstypisk og sjov. Desværre bliver filmen lidt for lang og den umiddelbare spænding bliver træg.