Slet-
1.0
En film uden nerve. Det er det man må sige Tæl til 100 er.
Manuskriptet er den største svaghed i filmen, men bestemt ikke den eneste. Der er et klart anslag, hvor mor og søn flygter fra en voldelig far. Men så skal hver eneste scene i resten af filmen på en eller anden måde minde os om at faren lurer om hjørnet. At faderen kan dukke op når som helst. Men det får aldrig lov til at sive ned og blive til underteksten i scenerne. Det hele skal bøjes i neon og forklares. Et perfekt eksempel på en film der ikke tør lade publikum lege med, i frygt for at ingen fatter hvad der sker. Sandheden er bare at vi ser film og husker hvad vi ser. Og når tingene gentager sig for tiende gang bliver det til sidst enerverende.
Også Instruktørens vision er tynd, og de unge ses igennem et rosenrødt skær de måske aldrig har eksisteret i. Det gør de i hvert fald ikke mere. Det gjorde på film i 70erne, men da var det kun de intellektuelle der gik ind og så Malmros film og film som Smukke navle. Ikke de unge selv. Forstå mig ret, disse film er fine, men ungdomen i dag er altså en anden. Ta' dog og se på virkeligheden. Bagland gør det. Regel nr. 1 gør det. Begge på vidt forskellige måder, men Tæl til 100 er ikke andet en oversentimental og plat. Det er en moraliserende film om en "pæn" ungdom. Den minder lidt om de Disney produktioner der blev lavet i halvtresserne til TV.
Hvis jeg var far ville jeg hellere vise min 15 årige dreng eller pige Lilja 4-ever end Lassie.
Det her er tandløst.
.
Manuskriptet er den største svaghed i filmen, men bestemt ikke den eneste. Der er et klart anslag, hvor mor og søn flygter fra en voldelig far. Men så skal hver eneste scene i resten af filmen på en eller anden måde minde os om at faren lurer om hjørnet. At faderen kan dukke op når som helst. Men det får aldrig lov til at sive ned og blive til underteksten i scenerne. Det hele skal bøjes i neon og forklares. Et perfekt eksempel på en film der ikke tør lade publikum lege med, i frygt for at ingen fatter hvad der sker. Sandheden er bare at vi ser film og husker hvad vi ser. Og når tingene gentager sig for tiende gang bliver det til sidst enerverende.
Også Instruktørens vision er tynd, og de unge ses igennem et rosenrødt skær de måske aldrig har eksisteret i. Det gør de i hvert fald ikke mere. Det gjorde på film i 70erne, men da var det kun de intellektuelle der gik ind og så Malmros film og film som Smukke navle. Ikke de unge selv. Forstå mig ret, disse film er fine, men ungdomen i dag er altså en anden. Ta' dog og se på virkeligheden. Bagland gør det. Regel nr. 1 gør det. Begge på vidt forskellige måder, men Tæl til 100 er ikke andet en oversentimental og plat. Det er en moraliserende film om en "pæn" ungdom. Den minder lidt om de Disney produktioner der blev lavet i halvtresserne til TV.
Hvis jeg var far ville jeg hellere vise min 15 årige dreng eller pige Lilja 4-ever end Lassie.
Det her er tandløst.
.
03/02-2004
