Blodfattig djævel
2.0
Carl Franklin prøver at overføre den moderne amerikanske kriminalroman til film
Et af de få steder, hvor den moderne amerikanske roman når ud til et bredt publikum, samtidig med, at den bevarer en form for social indignation, er inden for kriminalgenren. Det er sådan en roman, som "Djævel i Blåt" er baseret på, nemlig Walter Moseleys bog af samme navn. Den første i en serie på indtil videre fire bøger med helten Easy Rawlins.
Filmen foregår lige efter 2. Verdenskrig i Los Angeles. Den hjemvendte sorte soldat Easy Rawlins (spillet af Denzel Washington) er netop blevet fyret fra sit job, og da han mangler penge til at betale sin husleje, lader han sig overtale til at finde en hvid pige for 100 dollars. Det lykkes, men selvfølgelig er der mere i sagen end som så. En sort kvinde, som har givet ham oplysninger (og lidt af hvert ved siden af), bliver fundet myrdet, og snart er Easy rodet ud i en indviklet og livsfarlig sag, hvor alle jagter alle, ingen er til at stole på, og hvor to konkurerende borgmesterkandidater er involveret. Den hvide kvinde, som netop er kvinden i blåt, har nogle fotografier, som kan få afgørende indflydelse på valgkampen. Easy indskriver sin ekstremt voldelige ven Mouse (Don Cheadle), og så går det ellers derudaf.
Stiliseret tidsbillede
Filmen har minutiøst rekonstrueret Los Angeles anno 1948, og er fotograferet, som instruktøren Carl Franklin siger det, "Så det ligner gamle gulnede fotografier". Det er en meget præcis beskrivelse af det gennemførte, men ikke særligt realistiske univers filmen foregår i. Filmen er solidt spillet, men heller ikke mere, mens soundtracket overbevisende skaber en sort, jazz'et stemning undervejs.
Det, som er filmens problem, er at bogens utvivlsomt medrivende og indviklede plot ikke klarer at blive kogt ned til en spillefilm. F.eks. viser det sig, at det er barmanden i Easys stambar, som har dræbt den unge sorte kvinde. Det er også fint nok, men som tilskuer har man ikke en chance for at gætte på, at det er ham (eller for den sags skyld, at det ikke er). Vi har kun set barmanden i to små scener, han er en ligegyldig bifigur. At han er en potentiel morder kan tilskuerne umuligt regne ud. Og det er unægtelig et problem ved en kriminalintrige, når tilskueren ikke kan gætte med undervejs - deri ligger en stor del af fornøjelsen, samt spændingen ved at få at vide, om man har gættet rigtigt eller ej.
Som filmen står nu, lader den tilskueren temmelig kølig. Man sidder og ønsker, at filmen enten havde valgt en beskidt, jordnær realisme, eller en mere eventyrlig skabelonagtig stil. Filmen ligger mest op til det sidste, især med den mest vellykkede figur, den lettere sindsyge Mouse, men så kunne man f.eks. også havde valgt en lidt mere spændende heltinde end den noget forkølede Jennifer Beals som den ikke særligt mystiske kvinde i blåt. Og de politiske elementer i historien holder sig til en overfladisk politisk korrekt skildring af, hvor synd det er for de sorte og en række klichéer som skurke (f.eks. Den onde, skruppelløse borgmester, etc.).
Det er en mildt underholdende film, pæn, måske endda for pæn. Når man tænker på, hvad der ellers har været af alt andet end blodfattige kriminalfilm gennem det sidst år, så synes jeg tiden kan bruges bedre.
Et af de få steder, hvor den moderne amerikanske roman når ud til et bredt publikum, samtidig med, at den bevarer en form for social indignation, er inden for kriminalgenren. Det er sådan en roman, som "Djævel i Blåt" er baseret på, nemlig Walter Moseleys bog af samme navn. Den første i en serie på indtil videre fire bøger med helten Easy Rawlins.
Filmen foregår lige efter 2. Verdenskrig i Los Angeles. Den hjemvendte sorte soldat Easy Rawlins (spillet af Denzel Washington) er netop blevet fyret fra sit job, og da han mangler penge til at betale sin husleje, lader han sig overtale til at finde en hvid pige for 100 dollars. Det lykkes, men selvfølgelig er der mere i sagen end som så. En sort kvinde, som har givet ham oplysninger (og lidt af hvert ved siden af), bliver fundet myrdet, og snart er Easy rodet ud i en indviklet og livsfarlig sag, hvor alle jagter alle, ingen er til at stole på, og hvor to konkurerende borgmesterkandidater er involveret. Den hvide kvinde, som netop er kvinden i blåt, har nogle fotografier, som kan få afgørende indflydelse på valgkampen. Easy indskriver sin ekstremt voldelige ven Mouse (Don Cheadle), og så går det ellers derudaf.
Stiliseret tidsbillede
Filmen har minutiøst rekonstrueret Los Angeles anno 1948, og er fotograferet, som instruktøren Carl Franklin siger det, "Så det ligner gamle gulnede fotografier". Det er en meget præcis beskrivelse af det gennemførte, men ikke særligt realistiske univers filmen foregår i. Filmen er solidt spillet, men heller ikke mere, mens soundtracket overbevisende skaber en sort, jazz'et stemning undervejs.
Det, som er filmens problem, er at bogens utvivlsomt medrivende og indviklede plot ikke klarer at blive kogt ned til en spillefilm. F.eks. viser det sig, at det er barmanden i Easys stambar, som har dræbt den unge sorte kvinde. Det er også fint nok, men som tilskuer har man ikke en chance for at gætte på, at det er ham (eller for den sags skyld, at det ikke er). Vi har kun set barmanden i to små scener, han er en ligegyldig bifigur. At han er en potentiel morder kan tilskuerne umuligt regne ud. Og det er unægtelig et problem ved en kriminalintrige, når tilskueren ikke kan gætte med undervejs - deri ligger en stor del af fornøjelsen, samt spændingen ved at få at vide, om man har gættet rigtigt eller ej.
Som filmen står nu, lader den tilskueren temmelig kølig. Man sidder og ønsker, at filmen enten havde valgt en beskidt, jordnær realisme, eller en mere eventyrlig skabelonagtig stil. Filmen ligger mest op til det sidste, især med den mest vellykkede figur, den lettere sindsyge Mouse, men så kunne man f.eks. også havde valgt en lidt mere spændende heltinde end den noget forkølede Jennifer Beals som den ikke særligt mystiske kvinde i blåt. Og de politiske elementer i historien holder sig til en overfladisk politisk korrekt skildring af, hvor synd det er for de sorte og en række klichéer som skurke (f.eks. Den onde, skruppelløse borgmester, etc.).
Det er en mildt underholdende film, pæn, måske endda for pæn. Når man tænker på, hvad der ellers har været af alt andet end blodfattige kriminalfilm gennem det sidst år, så synes jeg tiden kan bruges bedre.
19/11-2018
