Storbyens små oaser

Inden jeg giver min egen holdning til kende omkring denne film vil jeg gerne spørge samtlige i dette forum, som gang på gang sviner den ene film til, efter den anden. Hvorfor i himlens navn går i ind og ser de film ??? I er tydeligvis ikke fans af genren og har åbenbart ikke fået noget for pengene de sidste mange gange... Gå dog ind og den slags film i synes er fede !!! The last samurai, to i en eller hvad det måtte være !!!
Det er sgu da for dumt at spilde sin tid på film der ikke interesserer en... Og så tag dog og kom med en konstruktiv kritik i stedet for det primitive "Lortefilm, magen til bræk ikke set siden murens fald..." Det kan man ikke bruge til særlig meget... Kunne i bare pege på en ting som i ikke synes om ved filmen, så kan man da i det mindste forholde sig til jeres udtalelser...
Inderst inde tvivler jeg stærkt på at i overhovedet har set filmen...

Nå, tilbage til det vigtigste, nemlig denne fantastiske film... En og en kvinde mødes i Japan, de har begge været der et par døgn, har danset efter andres piber og har nu selv muligheden for at folde sig ud i den farverige by... Der bliver danset, grinet og sunget karaoke, og kærligheden mellem den unge "filosof" og den midaldrende skuespiller blomstrer... De har skabt en romantisk oase midt i et kaos af overgearede asiater og flimrende neonlys. Potrættet af asiaterne er i øvrigt millimeter præcist på den rigtige side af den fine linie med kærlig karikatur og latterliggørelse (vi griner ikke af dem, vi griner med dem...). Bill Murray er den udbrændte skuespiller Bob Harris, som er taget til Tokyo for at indspille en reklamefilm for en japansk whiskey; et stykke rutine arbejde som han udelukkende gør for pengens skyld. Han har af og til kontakt til konen hjemme i staterne, men samtalerne er overfladiske og omhandler som regel kun tæppeprøver og andre ligegyldigheder.
Scarlett Johansson, som har en skræmmende lighed med Cecilie Frøkjær, er den netop universitetsuddannede Charlotte, som er i Tokyo fordi hendes mand, en velspillende Giovanni Ribisi, skal lave en fotoserie med et Rock'N'Roll-band. Han er på ingen måde uretfærdig overfor Charlotte, men han har bare ikke tiden og indsigten til at løse hendes problemer og skabe den nødvendige tryghed.
Og det er et af de væsentligste punkter i denne film, nemlig den tryghed de to finder ved hinanden midt i den asiatiske heksekedel. I starten føler de sig fremmedgjorte, de er langt hjemmefra i et fremmed land, de kan ikke sove om natten, de danser efter andres piber, får ikke muligheden for selv at træffe beslutningerne (hvem sagde kierkegaards spidsborger ???). De står desuden begge et vanskeligt sted på livets vej, hun er netop færdiguddannet, men uden job, og han er nået sin midtvejskrise, og er igang med at "prostituere" sig selv for 2 mio $ om ugen. Den tryghed de finder i den andens lighed og forståelse er det der knytter dem så tæt.
Det er ikke fordi de andre figure gør noget "forkert", som retfærdiggører denne forelskelse, den er bare den eneste løsning på angstens jerngreb.

Udenover et helstøbt, til tider ret overraskende og spidsfindigt manuskript, har Sofia Coppola skabt en film der billedmæssigt er utrolig flot, og som samtidig er præsset ned til et minimum, hvor hun undgår lange forudsigelige scener, men i stedet får fortalt en masse på bare 104 min. Dette er et mesterligt og modigt træk som kunne have ødelagt filmen, men det udføres til perfektion. Skuespillerne er alle troværdige, og passer perfekt ind i mængden uden at vække unødig opsigt, og musikken er også intelligent valgt. Efter min mening er denne film, den mest værdige til en oscar som årets film.