- Et gensyn og et farvel -
3.0
Et uventet comeback fra de to kammesjukker Oscar og Felix, der førhen prøvede kræfter med at bo sammen – dog uden et heldigt resultat. Den ene praktisk gris – den anden bare gris. Nu kommer en ”lettere” forsinket efterfølger så, og de to tørner atter sammen, da den enes datter skal giftes med den andens søn. Nu må det gamle venskab/fjendskab briste eller bære under den lange køretur til brylluppet i Californien, hvor en lille flække skal opspores. Men hvor var det nu også lige turen gik hen?
Det evige makkerpar Jack Lemmon og Walter Matthau slår atter pjalterne sammen, og det er et (gen)syn med blandede følelser. 30 år er gået siden den første film, og det betyder, at der er kortere mellem rynkerne og længere mellem snapsene. Det ses allerede i filmens start, hvor Oscar og hans poker-venner har skiftet chips og øl ud med tofu og kirsebær-sodavand. Ja, der er bestemt gearet ned i denne omgang.
For vores to hovedroller er en del blevet ældre siden sidst, og tempoet er derfor forståeligt nok skruet ned. Alligevel føler man bare, at vores to følgesvende er blevet undervurderet på deres gamle dage. For selvom vores aldrende makkerpar er blevet en del slappere i kødet siden sidst, slår de stadig gnister sammen og giver fortsat anledning til gode grin. Lemon er igen særdeles morsom som neurotiker og rengøringsnarkoman, og Matthau leverer stadig skarpe replikker på stribe som en teenager. De to er i deres bedste alder, men i stedet fokuseres der desværre snarere på ”den tredje alder”. Og det er lidt ærgerligt, da filmen samtidig bygger på et tamt manuskript, der kører død mod enden.
Men se den af to årsager – Jack Lemmon og Walter Matthau. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det et forfriskende og lunt ”adieu” fra et uforglemmeligt makkerpar, der desværre ikke er iblandt os længere. Begge døde få år efter filmen, og denne står derfor tilbage som noget nær deres sidste egentlige spillefilm. Og hvad enten man kan lide det eller ej, så tog de her afsked, som de burde – sammen.
Det evige makkerpar Jack Lemmon og Walter Matthau slår atter pjalterne sammen, og det er et (gen)syn med blandede følelser. 30 år er gået siden den første film, og det betyder, at der er kortere mellem rynkerne og længere mellem snapsene. Det ses allerede i filmens start, hvor Oscar og hans poker-venner har skiftet chips og øl ud med tofu og kirsebær-sodavand. Ja, der er bestemt gearet ned i denne omgang.
For vores to hovedroller er en del blevet ældre siden sidst, og tempoet er derfor forståeligt nok skruet ned. Alligevel føler man bare, at vores to følgesvende er blevet undervurderet på deres gamle dage. For selvom vores aldrende makkerpar er blevet en del slappere i kødet siden sidst, slår de stadig gnister sammen og giver fortsat anledning til gode grin. Lemon er igen særdeles morsom som neurotiker og rengøringsnarkoman, og Matthau leverer stadig skarpe replikker på stribe som en teenager. De to er i deres bedste alder, men i stedet fokuseres der desværre snarere på ”den tredje alder”. Og det er lidt ærgerligt, da filmen samtidig bygger på et tamt manuskript, der kører død mod enden.
Men se den af to årsager – Jack Lemmon og Walter Matthau. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det et forfriskende og lunt ”adieu” fra et uforglemmeligt makkerpar, der desværre ikke er iblandt os længere. Begge døde få år efter filmen, og denne står derfor tilbage som noget nær deres sidste egentlige spillefilm. Og hvad enten man kan lide det eller ej, så tog de her afsked, som de burde – sammen.
05/01-2005